.

11. mesterskab på 13 år

Hvidovre vinder DM-guld igen

Ishockey: Hvidovre Ishockey Klub fortsætter sin imponerende dominans i dansk kvindeishockey. Med en finalesejr over Odense Ishockey Klub har Hvidovre nu vundet det danske mesterskab for 11. gang på de seneste 13 år.

For Odense var det første gang nogensinde, at klubben stod i en DM-finale – og fynboerne bed godt fra sig.

Den første finalekamp i Odense blev en intens og målfattig affære. De første to perioder endte uden scoringer, og spændingen var intakt helt ind i tredje periode.

Fire minutter inde i sidste periode slog Hvidovre til. Efter en kontra lykkedes det først Odense at afvise forsøget, men pucken blev ikke clearet ordentligt væk. Det udnyttede Angelina Bergmann Sloth, som kunne sende pucken i det tomme mål til 1-0.

Herefter tog Hvidovre kontrollen. Line Sofie Ernst øgede til 2-0, og kort før tid lukkede Julie Funch Østergaard kampen til 3-0 efter et flot forarbejde af Malene Frandsen, der erobrede pucken på midten.

Guldet sikret i Kastrup

Med sejren i første kamp skulle Hvidovre blot vinde én af de næste to finaler for at sikre mesterskabet.

Anden finalekamp blev spillet i Kastrup Skøjtehal, da det ikke var muligt at finde istid i Frihedens Idrætscenter.

Her fik Hvidovre en perfekt start. Midtvejs i første periode opsnappede Julie Funch Østergaard pucken på midten, satte tempo mod mål og bragte sit hold foran 1-0.

I anden periode fortsatte dominansen. Først gjorde Signe Sass det til 2-0 efter en flot solopræstation gennem Odenses defensiv, og senere øgede Mia Hansen til 3-0 på en sikker afslutning.

Med en 3-0-føring lignede det en sikker guldfest, men Odense gav ikke op. Midtvejs i tredje periode slog fynboerne tilbage med to hurtige scoringer, og pludselig var kampen igen åben.

Hvidovre holdt dog stand i de hektiske slutfaser, og da slutsignalet lød, kunne jubelen bryde løs. Endnu en gang kunne Hvidovre-spillerne lade sig hylde som danske mestre.

Mesterskabet understreger Hvidovres position som en magtfaktor i dansk kvinde­ishockey. 11 titler på 13 år vidner om en klub, der igen og igen formår at præstere på højeste niveau.  

Del med:
© 2026 LokaMedia