LÆSERDEBAT: I Hvidovre ved vi, hvad det vil sige at tage imod mennesker, der er flygtet fra krigen i Ukraine. Siden krigen brød ud i 2022, har over 400 ukrainere med ophold efter særloven fået bopæl her. De er blevet en del af Hvidovre. Næsten halvdelen af de voksne ukrainere i den erhvervsaktive alder er i arbejde, og langt størstedelen af børnene går i dagtilbud eller skole. Det er vi glade for, og vi skal fortsat gøre vores for, at de ukrainere, der har fundet beskyttelse her, bliver en del af vores lokale fællesskab.
Men vores støtte til Ukraine handler også om at bakke op om landets mulighed for at forsvare sig.
Derfor stemte SF torsdag den 27. august for en ændring af særloven. Fremover begrænses adgangen til ophold efter særloven for personer mellem 23 og 60 år, som efter ukrainsk lovgivning er omfattet af mobiliseringsreglerne og ikke er fritaget for militærtjeneste.
Det mener vi er den rigtige beslutning. Danmark skal fortsat hjælpe de børn, familier, ældre og andre, der har brug for beskyttelse. Men når en person efter ukrainsk lovgivning er omfattet af mobilisering og ikke fritaget for militærtjeneste, mener vi ikke, at den danske særlov samtidig skal give en særlig adgang til ophold her. I mange kommuner, herunder i Hvidovre, begynder det blandt andet at blive svært at finde boliger. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper dem, der har mest brug for det.
Det er vigtigt at understrege, at loven ikke ændrer vilkårene for de ukrainere, der allerede har fået ophold og er blevet en del af Hvidovre. Dem skal vi fortsat tage godt imod og hjælpe med at skabe en hverdag her.
Ændringen gælder adgangen til nye opholdstilladelser.
Hvidovre har taget ansvar for mennesker på flugt fra Ukraine, og det skal vi blive ved med. Men Danmark skal samtidig føre en politik, der understøtter Ukraines mulighed for at forsvare sin frihed.
Med venlig hilsen
Anders Wolf Frisdahl Andresen, borgmester i Hvidovre (SF), og Sofie F. Villadsen, Medlem af Folketinget (SF)