Avedøre tilbage på sporet
Efter det store nederlag til Fløng-Hedehusene i sidste weekend kom Avedøre tilbage på sporet ude mod FC Lejre.
Andreas Thomsen sendte Avedøre på sejrskurs med to scoringer i løbet af de første 25 minutter. Hjemmeholdet fik dog hurtigt reduceret, men kort før pausen kunne nytilkomne Sebastian Funchs Kjær sende Avedøre til pause med en 3-1-føring.
I anden halvleg kørte Avedøre sejren roligt hjem, og Oscar Sejrup og Simon Boe Nielsen sikrede med et mål hver en sikker 5-1-sejr.
Lørdag venter der Avedøre en vanskelig opgave på hjemmebane mod seriens nummer ét, Vallensbæk, der er ubesejret efter fire kampe.
Friheden fik point i topopgør
Hos BK Friheden var der topopgør mod Fløng-Hedehusene, og her sluttede det med et point til hvert hold.
Emil Drewes bragte sit hold foran 1-0 kort før pausen, men hjemmeholdet fra Fløng fik udlignet til 1-1 efter 50 minutter. En scoring, der også blev kampens sidste.
Rosenhøj leder fortsat efter første sejr
I Serie 2 leder Rosenhøj fortsat efter sæsonens første sejr, efter det er blevet til to uafgjorte kampe og et nederlag i de første tre opgør.
Heller ikke i lørdagens kamp mod Albertslund lykkedes det Rosenhøj at hente en sejr. Rosenhøj kom hurtigt bagud, men efter 35 minutter kunne Rasmus Nielsen udligne til 1-1, som også blev kampens slutresultat.
Første nederlag til HIF
Efter to storsejre kom det første nederlag til Martin Spelmanns tropper, da HIF tabte til FB i Københavnsserien.
Kampen startede med masser af action, da gæsterne fra Frederiksberg kom foran 1-0 efter blot fire minutter. Efter et kvarter kunne anfører Louis Gronemann dog udligne til 1-1.
Desværre for HIF kom FB hurtigt på tavlen igen og bragte sig foran 2-1 efter 18 minutter. Det blev også opgørets sidste mål, og FB tog dermed alle tre point og gik forbi HIF på førstepladsen.
Lørdag møder HIF Kastrup på udebane kl. 14.