KAJAK: De Nordiske Mesterskaber for U-landshold 2026 i Tampera i Finland er veloverstået, og i Hvidovre Kajakklub er der allerede spist gigant lagkage fra Claes Bageri for at fejre især Oliver Koks flotte sølvmedalje på 5.000 meter distancen.
Danmark stillede med 61 roere, men kun stortalentet Oliver Kok stillede op for den lokale kajakklub i klassen for unge op til 21 år. De unge roere fik læring og erfaring i at deltage ved et internationalt mesterskab. Ved Nordiske Mesterskaber er alle hold indkvarteret på samme skole, hvilket medvirker til et godt fællesskab. Samlet vandt det danske hold guld i 39 ud af de i alt 66 discipliner, og Danmark var dermed den mest vindende kajaknation.
Benhård kamp
Oliver Koks egen kamp var benhård og dramatisk, men 5.000 meter distancen kender Oliver Kok ud og ind – bl.a. fra kapløbene om onsdagen ud fra Hvidovre Havn, hvor han denne sæson er absolut hurtigste roer for alle aldersklasser.
Kun nordmanden Emil Fjeldheim sneg sig i Finland foran Oliver Kok med sølle 4,32 sekunder, mens Oliver Kok landede sin sølv-tid på 21:49.58.
Han fortæller selv om sit løb sådan:
– Jeg var klar, pulsen oppe. Pludselig blev der sagt ”ready…”, og så tog jeg det første tag. Det gælder om at reagere hurtigt, så man kommer med i starten. Jeg ligger side om side med en nordmand, og jeg følger ham og kommer op på hans bølge. Da jeg så til venstre var de alle sammen på vej over mod os. Jeg satte farten ned, og fik roet mig bag nordmanden og over på hans højre side. Jeg er overrasket, da jeg kom med i starten og siger til mig selv: ”Oliver, nu tager du dig sammen. Det er nu du har chancen!” beretter Oliver Kok.
Som alle atleter ved han også, at meget af et løb handler om det, der foregår inde i hovedet. Også når vendinger bliver voldsomme med alt de kaos, som mange roere skaber.
Vild vending
– Første vending er altid vild. Alle er med og det gælder om at komme med rundt. Vi er tre der kommer med rundt, og jeg har lært at ro fra de andre, når muligheden er der – og den var der! Jeg beslutter mig for at trække, og kommer afsted sammen med nordmanden og en dansker. Jeg trækker så hurtigt at vi ror fra alle de andre. Desværre falder danskeren af, og jeg fortsætter sammen med nordmanden. Min erfaring fra 5.000 meter er, at jeg skal afsted fra alle andre, ellers kan de tage mig i slutspurten. Jeg trækker nordmanden rundt og mine underarme syrer til. Benene begynder at syrer til også, og modvinden gør det hårdt. Men vi trækker længere og længere væk fra anden gruppen.
Samarbejde er vigtigt
Når to roere er tilbage, kan man fortsat hjælpe hinanden med at ”trække på skift.” Det vil sige at man lægger sig på modstanderens hængebølge og skifter til man er helt forbi resten af feltet, inden den indbyrdes kamp skal stå. Oliver Kok fortæller:
– Jeg siger til nordmanden at han skal trække, så jeg kan få pusten inden jeg skal trække igen. Men han er ikke helt enig i det, og jeg bliver nødt til at trække igen, ellers ville den anden gruppe komme for tæt på. Modvinden gør det hårdt, men jeg er koncentreret og jeg er så klar til at give nordmanden tæsk. Vi når til sidste vending, og her laver nordmanden er spurt rundt i vendingen, men jeg holder fast på hans bølge, og kommer med rundt. Han skal ikke få mig ned med nakken fortæller Oliver Kok og fortsætter:
– Efter vi er kommet rundt i den sidste vending, begynder jeg at trække. Vi er 500 meter fra mål, og jeg kan mærke i kroppen, at en medalje på 5000 meter endelig lykkedes. Jeg sætter farten op. Underarmene og benene syrer til, og jeg begynder at vippe meget i båden. 150 meter til mål begynder nordmanden at sætte slutspurten ind, men jeg har ikke flere kræfter.
Nordmanden spurter fra mig, og jeg føler, at jeg næsten står stille. Men det er lige meget. For da jeg kommer i mål som nummer 2, fik jeg endelig en medalje på 5000 meter. Jeg er så glad, jeg råber over målstregen af glæde. Endelig! Endelig, lykkedes det få den medalje. Selvfølgelig, ville jeg da have elsket at få guldmedaljen, men jeg var så glad for endelig at få den medalje…
Flere placeringer og DM
Ud over sølvmedaljen på 5.000 meter fik Oliver Kok også en fjerdeplads i toerkajak på 5.000 meter sammen med Isak Thing fra Holte Kajakklub, og han stillede endda op i med tre øvrige danske roere i fire-kajak.
Oliver Koks daglige træning morgen og aften dirigeres især af træner Ole Torp, tidligere indehaver af den lokale kajakbutik Dansprint. Han følger ofte med roerne i klubbens følgebåd, og står for en stribe træningsprogrammer både for Oliver Kok og andre af klubbens talentfulde, unge roere. De næste udfordringer for Oliver kok handler blandt andet om de danske mesterskaber.
Keld Broksø