.
ANNONCE

– Regnbuen skal fortsat være Regnbuen…

Hvidovre Kommune arbejder på at finde en løsning på en sag, hvor den selvejende institution Regnbuen gennem længere tid ikke har overholdt et væsentligt krav i driftsaftalen
Tine Larting
Velfærdsdirektør i Hvidovre Kommune Tine Larting.

NYHEDER: Mange børn og voksne i Hvidovre kender Regnbuen som et klubtilbud for børn, hvor der er fokus på dyr, udeliv, kreativitet, nærhed og fællesskab. Sådan har det været siden 1984, og sådan skal det fortsat være. Det er Hvidovre Kommunes budskab i forbindelse med en tvist om driftsaftalen mellem kommunen og den selvejende institution.

Tvisten drejer sig om organisering og ledelse i institutionen, og Hvidovre Kommune har bedt Regnbuen om at rette op på forholdene, så driftsaftalen kan blive overholdt.

– Sagen drejer sig udelukkende om ansættelsesforhold – den har intet med selve Regnbuens eksistens at gøre. Regnbuen er et dejligt sted, som har eksisteret i over 40 år, og den vil fortsat være et trygt og rart sted, hvor børn og unge kan komme og hygge sig og være sammen med nærværende og kompetente voksne, siger velfærdsdirektør i Hvidovre Kommune Tine Larting.

Hun forklarer, at Hvidovre Kommune over længere tid har opfordret Regnbuen til at få rettet op på forholdene, og at kommunen samtidig har medvirket til at finde forskellige løsningsmuligheder. Kommunen har nu givet Regnbuen en frist til udgangen af juni til at få rettet op på sin organisering.

– Fra kommunens side håber vi meget på, at det sker, understreger Tine Larting.

– Men hvis ikke, så ser vi ikke nogen anden udvej end, at Hvidovre Kommune overtager Regnbuen og driver stedet videre, sådan som vi alle kender det. Kommer det til at ske, vil det ikke være noget, som forældre og børn kommer til at mærke i hverdagen…

Hvis det ikke lykkes at finde en løsning inden for den nuværende ramme, kan kommunen blive nødt til midlertidigt at overtage driften for at sikre, at tilbuddet kan fortsætte. Skulle det ske, vil målet fortsat være at bevare Regnbuens særlige profil og på sigt skabe mulighed for, at institutionen igen kan drives som en selvejende institution.

For børn, unge og forældre er det vigtigste budskab derfor, at Regnbuen består. De aktiviteter, værdier og fællesskaber, som kendetegner stedet, vil således også fremover være fundamentet for Regnbuen.

Læs også Regnbuens svarindlæg på kommunens beslutning her

Del med:
© 2026 LokaMedia