.

– Kommunen afviser løsning der virker

Bestyrelsen i Byggelegepladsen Regnbuen, med en reaktion på kommunens udmelding om Regnbuen:
Pige med kanin

NYHEDER: Kære Hvidovre, Hvidovre Kommune har i dag (mandag, red) udsendt en pressemeddelelse om Regnbuen, hvor kommunen anfører, at institutionen og dermed også bestyrelsen, gennem længere tid ikke har levet op til et væsentligt krav, og at kommunen kan overtage driften, hvis forholdene ikke rettes inden udgangen af juni.

Det er en alvorlig udmelding. Og det er samtidig et alvorligt indgreb, der lægges op til.

I en velkørende og populær klub, vil man enten fjerne en dygtig og afholdt leder fra lederstillingen, eller man vil fjerne en dygtig og afholdt medarbejder, som samtidig er en vigtig profil på regnbuen.

Pressemeddelelsen efterlader samtidig et ufuldstændigt billede af, hvad der faktisk er arbejdet med.

Det krav, bestyrelsen skal “rette op” på, er helt konkret, at vi med under en måneds varsel skal gennemføre en opsigelse af én af to ansatte i Regnbuen, fordi de har en familiær relation, og den ene fungerer som leder ellers risikerer Regnbuen at miste sin driftsoverenskomst og blive overtaget af kommunen.

Det handler ikke om, at habilitet er blevet ignoreret.

Lederen har fungeret i rollen i mere end to år først konstitueret og siden som godkendt leder.

Siden oktober 2025 har Regnbuen haft en konkret habilitetsmodel, som netop skulle sikre armslængde. Personaleledelsen af den pågældende medarbejder blev først lagt hos en anden institution og senere hos Regnbuens bestyrelse.

Det betyder, at den daglige leder ikke har håndteret løn, MUS, klager, alvorlige personalesager, kurser, sanktioner eller andre væsentlige beslutninger vedrørende den nærtstående medarbejder.

Den første del af modellen blev forelagt og accepteret af kommunen. Kommunen skrev dengang, at den “helt og fuldt” imødekom kommunens ønsker og bestyrelsen har ikke oplevet konkrete problemer i praksis.

Vi har derfor foreslået, at habiliteten fortsat håndteres gennem en stedfortræder eller anden overordnet leder, som tager sig af alle personaleforhold, hvor der kan opstå habilitets spørgsmål.

Det ville sikre fuld armslængde og samtidig bevare den kontinuitet, tryghed og viden, som børnene og familierne kender.

Kommunen har imidlertid ikke ønsket at arbejde videre med andre modeller end en løsning, hvor en kommunal leder indsættes.

Bestyrelsen har indhentet ekstern juridisk bistand. Den juridiske vurdering er, at kommunen ikke lovligt kan gøre en ledergodkendelse betinget af, at en anden medarbejder ikke må være ansat alene på grund af en familiær relation, når det er muligt at løse habilitetsproblemerne med andre, mindre indgribende midler, som personudskiftning.

Det er ikke en dom. Men det betyder, at kommunens krav, proces og truslen om opsigelse af driftsoverenskomsten er alvorligt juridisk bestridt.

Vi beder derfor Hvidovres politikere om at træde ind i sagen og sikre en reel fristforlængelse, politisk behandling og en proportional løsning.

Habilitet skal håndteres korrekt.

Men Regnbuen bør ikke ændres for altid, fordi kommunen afviser en løsning, der allerede har fungeret i praksis og det er ikke uden betydning, når konsekvenserne ligger i børnenes hverdag og selvfølgelig vil de mærke hvis nøglepersoner afskediges eller fjernes.

Det der ændres er ikke kun organisering, det er relationer, kontinuitet og de voksne børnene møder og har tillid til.

Regnbuen skal fortsat være Regnbuen. Ikke kun i navn.

Venlig hilsen
Bestyrelsen for Byggelegepladsen Regnbuen 

Del med:
© 2026 LokaMedia