LÆSERDEBAT: En stor del af finansieringen af kommunens idrætsvision bygger på salg af grunde/byggeretter ved Hvidovre Stadion. Ifølge det seneste budget, regner man med et provenu på 40 mio. ved denne øvelse.
Disse penge kunne man så tro skulle komme kommunens idrætsudøvere til gode, men sandheden er desværre en helt anden.
På den vestlige side af grunden ved Strandmarkens Fritidscenter er der placeret en hovedspildevandsledning samt et regnvandsbassin. Der er tinglyst servitutter omkring disse på grunden, og det er derfor ikke tilladt at bygge ovenpå, eller inden for en beskyttelseszone rundt om anlægget.
Kommunen blev bevidste om dette under projekteringen af et plejecenter på grunden, hvilket medførte nogle radikale ændringer til det projekt man arbejdede på. Det kan derfor undre, hvorfor man nu har denne del af grunden i spil i forhold til idrætsvisionen.
HOFOR estimerede tilbage i 2023 en flytning af anlægget til at koste mellem 30 og 40 millioner kr., hvilket forvaltningen ikke anså for en ”farbar løsning”.
Sidenhen har HOFOR også lavet et høringssvar til den nye kommuneplan, hvor man direkte advarer mod byudvikling på grunden af hensyn til både omkostninger og CO2 aftryk:
”Omlægning af eksisterende forsyningsledninger er både omkostningstungt og negativt for CO2 aftrykket når fungerende underjordiske anlæg skal sløjfes og anlægges på ny.”
Kan forligspartierne bag idrætsvisionen garantere at disse forhold, sammen med de bevaringsværdige bygninger og fortidsmindebeskyttelseslinjen, vil indgå i den helhedsplan man vil have lavet for området, eller vil man fortsætte med skyklapper på, og potentielt spilde penge på planer, der ikke viser sig at være realiserbare?
Naboer
i Strandmarkskvarteret
Vore kilder:
Udløbsbygværker, bassiner og målepunkter for regnvandsbetingede udløb: https://www.hvidovre.dk/media/18306/bilag-3b-udl%C3%B8bsbygv%C3%A6rkerbassiner-og-m%C3%A5lepunkter-for-regnvandsbetingede-udl%C3%B8b-rbu-bilag-tilspildevandsplan-2023.pdf
Høringssvar om byudvikling i forslaget til Kommuneplan 2025: https://dagsordener-referater.hvidovre.dk/vis?Referat-Oekonomiudvalget-d.08-12-2025kl.17.00&id=79e92522-03e7-4098-a9a3- 98ea8abd1419&fritekst=kommuneplan%20h%C3%B8ringssvar
Opdatering af idrætsvisionens projektramme (salg af byggeretter): https://dagsordener-referater.hvidovre.dk/vis?Referat-Oekonomiudvalget-d.08-06-2026kl.17.00&id=8e8aa1cd-00c5-4150-9333- 8c546761dcaa&fritekst=idrætsvision%20budget