.
ANNONCE

MEDLEMMERNE VÆLGER SPIDSKANDIDATEN

LARS ANDERSEN, formand for Socialdemokratiet Hvidovre Syd uddyber processen bag Maria Durhuus’ kandidatur og Socialdemokratiets interne demokrati:
Maria Durhuus

LÆSERDEBAT: Hvidovre Avis bragte den 5. august en artikel under overskriften “Ny spidskandidat hos Socialdemokraterne”. Her fremgik det, at Maria Durhuus agtede at stille op som Socialdemokratiets spids- og borgmesterkandidat, og at Anders Liltorp forventedes at have støtte fra partiforeningen Hvidovre Nord/Avedøre.

Der er imidlertid grund til at præcisere både, hvordan Maria Durhuus’ kandidatur er opstået, og hvordan Socialdemokratiet vælger sin spidskandidat.

Efter sin udtræden af Folketinget blev Maria spurgt af medlemmer fra både Hvidovre Syds og Hvidovre Nord/Avedøres bestyrelser, om hun ville stille sig til rådighed som spidskandidat. Maria gjorde det klart, at hun ville sige ja, hvis hun blev opfordret og officielt indstillet af en partiforening, men at hun ikke selv ville tage initiativ til eller offentligt lancere et kandidatur.

ANNONCE

Det er altså ikke et kandidatur, der er opstået som et personligt soloprojekt. Det er opstået, fordi medlemmer af organisationen har opfordret Maria til at stille sig til rådighed.

På generalforsamlingen den 23. august besluttede Socialdemokratiet Hvidovre Syd officielt at indstille Maria Durhuus som partiets spids- og borgmesterkandidat i Hvidovre.

Men en partiforenings indstilling er ikke det samme som, at partiforeningen råder over medlemmernes stemmer. Når Socialdemokratiets spidskandidat skal vælges, er det de stemmeberettigede medlemmer, der træffer beslutningen. Hvert enkelt medlem er frit til at stemme på den kandidat, vedkommende mener er den rigtige – uanset om man hører til i Hvidovre Syd eller Hvidovre Nord/Avedøre.

Ingen bestyrelse eller partiforening kan på forhånd beslutte, hvordan medlemmerne skal stemme. Det er netop kernen i medlemsdemokratiet.

Hvem Hvidovre Nord/Avedøre vælger at indstille, må naturligvis afgøres og kommunikeres af partiforeningen selv. Men hvordan de enkelte medlemmer stemmer ved den endelige afstemning, tilkommer alene medlemmerne. Det er derfor vigtigt at skelne mellem en officiel indstilling, forventninger fra anonyme kilder og medlemmernes frie valg.
Hvidovre Syd har indstillet Maria Durhuus, fordi vi mener, at Socialdemokratiet efter kommunalvalget i 2025 har brug for at drøfte sin politiske retning og sit valg af spidskandidat. Når partiet har mistet to mandater, er det både naturligt og ansvarligt, at medlemmerne overvejer, hvilken profil der bedst kan samle organisationen, genvinde vælgernes tillid og gøre Socialdemokratiet til en stærkere politisk kraft i Hvidovre.

Maria har mere end ti års erfaring fra Hvidovre Kommunalbestyrelse, erfaring fra Folketinget og en faglig baggrund som sygeplejerske og leder i socialpsykiatrien. Hun har et indgående kendskab til Hvidovre og har dokumenteret, at hun kan skabe engagement og samle mange mennesker om et fælles politisk projekt.

Vi har respekt for den indsats, Anders Liltorp, kommunalbestyrelsesgruppen, kandidaterne og de frivillige har ydet. Indstillingen af Maria Durhuus er ikke en underkendelse af denne indsats. Det er et udtryk for, at medlemmerne skal have mulighed for at tage stilling til, hvem der bedst kan stå i spidsen for partiet fremover.

Et reelt valg mellem kandidater er ikke splittelse eller magtkamp. Det er medlemsdemokrati. Nu er Maria Durhuus officielt indstillet, og så er det medlemmerne – og kun medlemmerne – der afgør, hvem de ønsker som spidskandidat.

Vi ser frem til en åben, ordentlig og respektfuld proces – både internt i Socialdemokratiet og i den offentlige omtale af den.

Med venlig hilsen
Lars Andersen
Formand
Socialdemokratiet Hvidovre Syd

Del med:
ANNONCE
Lokale nyheder fra Hvidovre
Hvidovrevej 109, 2650 Hvidovre
Tlf. 36 49 55 55
© 2026 LokaMedia