.

IKKE PLADSER TIL ALLE SLAGS KØRETØJER

Center for TRAFIK og EJENDOMME med svar om nye p-forhold ved Avedøre Station
Vi skal skabe et bedre og mere trygt stationsmiljø, skriver Center for Trafik og Ejendomme.g.

LÆSERDEBAT: I en tidligere udgave af avisen skrev Peter Krarup et indlæg om lukningen af storvognsparkeringen ved Avedøre Station, hvor han udtrykte stor bekymring for, hvor han og andre chauffører fremover skal parkere deres busser og tunge køretøjer.

Vi kan godt forstå, at beslutningen kan skabe bekymring, når ens hverdag og job er afhængigt af en parkeringsplads.
Bag beslutningen ligger et ønske om at gøre stationsområdet ved Avedøre mere overskueligt, trygt og tilgængeligt for de mange borgere, der dagligt færdes der – både til fods, på cykel og i bil. Baggrunden er blandt andet, at parkering af store køretøjer har givet udfordringer med trygheden i området, særligt i aften- og nattetimerne.

Formålet er altså ikke at gøre hverdagen vanskeligere for chaufførerne, men at skabe et bedre og mere trygt stationsmiljø for alle.

Der er fortsat mulighed for parkering af større køretøjer andre steder i Hvidovre Kommune, blandt andet langs Avedøre Havnevej ved Nærboks/Hvidovre Hospitals Kollegium samt ved Rebæk Søpark. Der er også mulighed for at parkere flere steder på Avedøre Holme.

Vi gør, hvad vi kan, for at balancere de mange forskellige behov i kommunen, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere offentlige parkeringspladser til alle typer erhvervskøretøjer alle steder. Det er fortsat den enkelte ejer eller virksomhed, der har ansvaret for at sikre, at køretøjet kan parkeres lovligt.

Venlig hilsen
Center for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune

Del med: