LÆSERDEBAT: Når børnene er kommunens vigtige pejlemærke, må vi også spørge os selv, hvorfor ældreområdet fortsat i så høj grad fremstår som en driftsopgave.
Hvidovre Kommune er faldet 15 pladser i NB-Ældres kortlægning af landets kommuner på ældreområdet og befinder sig nu blandt de ti dårligst placerede kommuner. Det er et resultat, vi bør tage alvorligt.
Der er naturligvis metodiske forbehold. Undersøgelsen bygger på 18 indikatorer, hvoraf én er udskiftet siden sidste års kortlægning, ligesom ekspertpanelet har justeret vægtningen af de enkelte indikatorer. Faldet på 15 pladser kan derfor ikke i sig selv tages som udtryk for, at kvaliteten i Hvidovres ældrepleje er blevet tilsvarende dårligere.
Men forbeholdene ændrer ikke ved, at årets kortlægning giver anledning til en vigtig politisk diskussion: Hvordan prioriterer vi ældreområdet i Hvidovre, hvor ligger vores udfordringer, og hvilken ambition har vi egentlig for den velfærd, vores ældre skal møde?
Gennem en årrække har vi været gode til at sætte børn og unge tydeligt på den politiske dagsorden. Børneområdet er blevet et vigtigt pejlemærke for kommunens udvikling, hvor vi taler om investeringer, forebyggelse, trivsel og kvalitet samt om at skabe de bedst mulige rammer for kommende generationer.
Det er både nødvendigt og rigtigt. Vores børn fortjener, at vi investerer i deres fremtid. Men vi savner den samme tydelige politiske ambition, når det gælder vores ældre.
Alt for ofte kommer ældreområdet til at handle om drift, budgetter, kapacitet og økonomisk tilpasning. Det er selvfølgelig nødvendige vilkår i en kommune, men de må aldrig blive selve ambitionen for vores ældrepleje. Vores ældre skal ikke blot have en plads i et budget eller en ydelse efter en visitation. De skal have mulighed for et værdigt liv med tryghed, faglig kvalitet, kontinuitet og selvbestemmelse.
Vi ved, at behovene ændrer sig. Flere ældre lever længere, og flere har komplekse pleje- og omsorgsbehov. Det stiller større krav til medarbejdernes faglighed, ledelse, organisering og de fysiske rammer. Det kræver politisk vilje til at tænke længere end til næste budgetår og til at planlægge efter de behov, vi allerede nu kan se komme.
Vi har blandt andet set, at Ældre Sagen i Hvidovre har rejst bekymring om underfinansiering af plejeboligområdet og behovet for en langsigtet plan for flere plejeboliger. Det er væsentlige problemstillinger, men de peger samtidig på et større spørgsmål: Hvad er egentlig vores politiske vision for ældreområdet i Hvidovre?
Vi savner en tydelig ambition for, hvordan vi ønsker at udvikle området i de kommende år. Hvilke rammer skal vores ældre kunne se frem til? Hvordan sikrer vi tilstrækkelig kapacitet, faglig kvalitet og kontinuitet i plejen? Og hvordan skaber vi et ældreliv, hvor værdighed og selvbestemmelse er mere end formuleringer i en kvalitetsstandard?
Det handler ikke alene om at få den daglige drift til at hænge sammen eller om at reagere, når kapaciteten bliver presset. Det handler om at have en politisk retning, der tager udgangspunkt i de mennesker, der skal leve med konsekvenserne af vores beslutninger – både nu og i fremtiden.
Vi skal naturligvis analysere, prioritere og bruge pengene klogt. Men vi skal også turde sætte en ambition, der rækker ud over den daglige drift. Vi ønsker et Hvidovre, hvor ældreområdet ikke alene er noget, vi driver, men noget, vi har visioner og ambitioner for.
Det handler ikke om at stille børn og ældre op imod hinanden. Tværtimod skal vi passe på, at velfærdsdebatten ikke bliver en konkurrence mellem generationer. For hvis vi som kommune ikke formår at rumme begge dele i vores velfærdsambitioner, er det i sidste ende fællesskabet, der taber.
Et barn, der vokser op i Hvidovre, skal kunne se frem til en kommune, der også tager hånd om det menneske, barnet en dag bliver. Og en ældre borger, der har været med til at bygge vores fællesskab op, skal kunne regne med, at fællesskabet også er der, når kræfterne ikke længere rækker.
Velfærd er ikke en konkurrence mellem generationer. Det er en sammenhængende opgave, som forpligter os gennem hele livet.
Derfor bør NB-Ældres undersøgelse ikke blot blive endnu en placering, vi taler om i nogle dage, inden hverdagen fortsætter som før. Den bør være anledning til en reel politisk diskussion om, hvilken retning og hvilke ambitioner vi ønsker for ældreområdet i Hvidovre.
Vi ønsker et Hvidovre, hvor vi er lige så ambitiøse på ældreområdet, som vi er på børneområdet. Hvor vi ikke alene spørger, hvordan driften får lov til at hænge sammen, men også hvordan vi skaber kvalitet, udvikling, tryghed og værdighed.
Vi skal kunne begge dele, ikke enten børn eller ældre.
For velfærd måles ikke på, hvilken generation vi prioriterer højest, men på om vi formår at tage ansvar for hinanden gennem hele livet.
Helle Adelborg og
Maria Staghøj Durhuus
