.

De frivillige har fået nok af ord

UGENS KOMMENTAR af Niels Erik Madsen
Niels Erik Madsen
Niels Erik Madsen

KOMMENTAR: Da den aktive Risbjerggaard Gruppen i sidste uges avis spurgte: ”Skal frivillige bede kommunen om lov hver gang?”, er svaret fra kulturudvalgsformand Mikkel Dencker i bund og grund: INTET SVAR. Der kvitteres blot for engagementet, og et møde med borgmesteren er på vej.

Man kan respektere det sidste. Men man kan ikke nøjes med det.

Problemet er ikke, at kommunen er hård. Det er, at kommunen er uklar. I næsten to år har foreningen fået den ene begrundelse efter den anden for afslag som folkeoplysende – og én efter en er de faldet bort: først entréindtægter og kommunalfuldmagt, trukket tilbage; så kommerciel drift, som vi ikke længere hører om. Nu er der for mange aktiviteter for ikke-medlemmer. Hver gang har foreningen svaret. Hver gang er der kommet et nyt ”nej” med en ny begrundelse.

Det er ikke sagsbehandling. Det er at flytte målstolperne.
Flemming Thøgersen, tidl. formand for folkeoplysningsudvalget, har ret: Det er svært at se, hvorfor sagen ikke er blevet behandlet i Folkeoplysningsudvalget – netop det organ, der er nedsat for at vurdere den slags. Selv om det den 7. september var besluttet at sende sagen derhen, kom den aldrig på dagsordenen. Hvem ændrede den besluttede behandling – og på hvilket grundlag?

Den nyeste begrundelse er i sig selv bemærkelsesværdig: En forening, der åbner sine fællesskaber for hele byen, bruges som argument imod den. Konsekvensen ville være, at fyraftenssang kun kan afholdes for medlemmer. Den logik har forvaltningen ikke forklaret.

Risbjerggaard Gruppen beder ikke om særbehandling. Foreningen beder om én ting: en samlet forklaring og en lovlig behandling af sin ansøgning dér, hvor loven foreskriver.

Send ansøgningen til Folkeoplysningsudvalget. Fremlæg det samlede grundlag. Giv foreningen en forklaring der holder.
Alt andet er ord. Og de frivillige i Hvidovre har fået nok af ord.

Del med: