KOMMENTAR: Da Ældreudvalget i sommers fremsatte forslag om nye kriterier for §18-midlerne og en ny valgproces for Frivillighedsrådet, var hensigten næppe at sætte spørgsmålstegn ved de frivilliges arbejde. Men det var præcis, hvordan mange foreninger i Hvidovre oplevede det.
Og de har ret i at tage det alvorligt. §18-midlerne er ikke bare en bevillingspost på kommunens budget. De er støtten til det frivillige sociale arbejde – samtalegrupperne, fællesskaberne, skovturene for pensionisterne. Alt det, ingen kommune kan købe sig til, men som et lokalsamfund står og falder med.
Seniorrådets høringssvar til udvalget var krystalklart i sin kritik. Rådet mente, at rådet, som i dag fungerer fremragende, i praksis skulle politiseres: at Ældreudvalget selv skulle udpege Frivillighedsrådets medlemmer og sende en politisk repræsentant ind i rådet. Og rådet pegede på noget så grundlæggende som manglende høring af Frivillighedsrådet, som vedtægterne tilsyneladende foreskriver – og et loft på 40.000 kr. pr. forening, der kunne true netop de store, velfungerende tiltag, midlerne er til for.
Det bør udvalgets medlemmer tage til sig. At politikerne drøfter, om pengene anvendes ordentligt, og om rammerne er de rigtige, er ikke bare legitimt – det er påkrævet. Men ansvar handler også om, hvordan man gør det. Man kan ikke bede foreningerne om at løfte i fællesskab med kommunen og samtidig sende signaler om, at politikerne hellere vil overtage rattet.
Det er derfor værd at bemærke, at sagen efter høringssvaret nu ser langt anderledes ud. Administrationen anbefaler ikke længere, at udvalget skal udpege rådets medlemmer, men at der afholdes et bredt annonceret valg, og at en mere repræsentativ fordeling af midlerne tilstræbes. Der foreslås én årlig ansøgningsrunde, så foreningerne får bedre planlægningsro. Og vigtigst: et fast dialogmøde mellem Ældreudvalget og Frivillighedsrådet.
Det er den rigtige retning. Men et enkelt dialogmøde skal ikke blive et dagsordenspunkt, der afholdes og glemmes. Det skal være begyndelsen på en vane, hvor foreningslivet og Frivillighedsrådet høres, før planerne er lavet – ikke bagefter. Tillid skabes ikke ved, at politikerne erklærer den, men ved at de frivillige oplever, at deres viden og indsats faktisk tæller.
Flertallets egen næstformand, Pia Mols (Hvidovrelisten), har i den lokale debat gjort op med forløbet og bedt om undskyld. Det fortjener anerkendelse – og det bør gerne smitte af på resten af udvalget.
Frivillighedens styrke i Hvidovre er, at den ikke er politisk. Den er menneskelig. Lad os beholde den sådan.
