NYHEDER: Med masser af idéer, engagerede diskussioner og et fælles blik på fremtiden samlede omkring 60 borgere, grundejere, erhvervsdrivende og lokale aktører sig forleden på Gungehusskolen. Her blev der lagt grundstenene til en ny bydel syd for Høvedstensvej – et område, der de kommende år skal udvikles til et levende og moderne bykvarter i Hvidovre.
Workshoppen, der var et centralt skridt i udarbejdelsen af helhedsplanen for området, blev ledet af rådgiverfirmaet Schulze+Grassov sammen med kommunens byplanlæggere og medlemmer af Kommunalbestyrelsen, heriblandt borgmesteren. En af de vigtigste pointer fra rådgiverne lød: ”Vi skal først spørge, hvordan vi vil leve og bo – før vi begynder at tale om, hvad vi skal bygge.”
Området på 19 hektar rummer et stort potentiale. Det er stort nok til at blive en selvstændig bydel, men samtidig så tæt på Hvidovre Bymidte, Rådhuset, Hovedbiblioteket og Kulturhus Risbjerggaard, at det naturligt kan integreres i byens eksisterende struktur. – Meget af det, der skal til for at skabe en blandet by, er her allerede – vi mangler bare boligerne, lød det fra rådgiverne.
Området har en særlig historie præget af gartnerier, gårde og mindre erhverv, som har sat sit præg på landskabet. Disse kvaliteter skal helhedsplanen bygge videre på, så det nye kvarter bliver et levende og mangfoldigt byområde med plads til boliger, erhverv, fritidsliv og skole.
Deltagerne diskuterede fire centrale principper for udviklingen:
Tilsammen skal disse elementer skabe et trygt, levende og velfungerende kvarter.
Kommunalbestyrelsen har store ambitioner for projektet, der ikke kun handler om nye bygninger, men om at skabe balance mellem boliger, erhvervsliv og grønne byrum, hvor generationer kan mødes. Helhedsplanen udarbejdes i tæt dialog med borgere, virksomheder og andre interessenter, og input fra forundersøgelsen i 2025 er allerede en vigtig del af grundlaget.
Næste skridt er at etablere en kvartersgruppe med lokale interessenter, som kan følge og bidrage til udviklingen. Helhedsplanen forventes klar til politisk behandling i slutningen af 2026.