SVAR: Redaktionen har, i forbindelse med Denis Hollerup Jensens indlæg her på siden, forelagt Børne- og Uddannelsesudvalgets formand Sara Benzon nogle af de kritiske spørgsmål om Risbjerghallen og multibanen:
Bliver der etableret nye multibaner, som skal erstatte de nedlagte?
– Der er ikke afsat midler til nye multibaner i forbindelse med byggeriet. Det vil senere være op til kommunalbestyrelsen, om der skal findes penge til nye baner i anlægsbudgettet. Dette afhænger naturligvis af økonomi, men også af en vurdering af de enkelte skolers/foreningers behov for faciliteter. Risbjergskolen og kommunens Center for Trafik og Ejendomme har sat gang i en proces, hvor det bliver undersøgt, hvor eventuelt nye multibaner kan placeres. Men under alle omstændigheder kan de ikke etableres, før byggeriet af hallen er færdigt.
Hvordan kompenseres børn og unge for de legepladser og aktivitetsområder, der er forsvundet?
– Hallen vil jo i sig selv være et aktivitetsområde, når den står færdig, og til den tid vil der også blive etableret et stort rekreativt område foran hallen, hvor børn og voksne kan opholde sig og lege. Men det er klart, at der i byggeperioden vil mangle plads til aktiviteter omkring skolen, siger udvalgsformanden.
– Legepladsen er ikke en del af byggeprojektet omkring hallen, men det blev opdaget, at den ved en fejl for flere år siden er blevet ulovligt placeret på en brandvej. Kommunen har desværre ikke en pulje til at rette op på tidligere tiders fejl, men vi har en legepladspulje, der hvert år anvendes til etablering og vedligehold af legepladser på skoler og dagtilbud. Puljen tildeles efter en vurdering af de indkomne ansøgninger.
Hvordan sikrer kommunen attraktive udeaktiviteter for både skolens elever og områdets børn?
– Vi arbejder løbende med at skabe attraktive udeområder på alle kommunens skoler. Det er vigtigt, at børn og unges bliver motiveret til bevægelse. Derfor er jeg også meget glad for, at Risbjerg nu får en hal med tilhørende udearealer til ophold og leg. Det kommer både skole og fritidsliv til gode, siger Sara Benzon.
Hvor skal idrætsforeningerne, der benyttede de udendørs multibaner træne henne?
– Multibanen ved Risbjergskolen har ifølge Center for Kultur og Fritid aldrig været en del af kommunens sæsonfordeling, og vi har fået at vide, at den fodboldforening, som har brugt multibanen, også bruger gymnastiksalene på skolen – så jeg går ud fra, at de træner dér. Der bliver bygget flere steder i Hvidovre lige nu, og det kan gå ud over arealer, som foreningslivet plejer at bruge. Hvis man som idrætsforening kommer i bekneb med plads, er man altid velkommen til at kontakte kommunens Center for Kultur og Fritid.
– Jeg tror, vi må sige, at i en næste fuldt udbygget kommune som Hvidovre, så er det svært at bygge nyt uden, at det får konsekvenser – i hvert fald i en periode. Rigtig mange idrætsforeninger har i mange år arbejdet for mere halkapacitet i kommunen, og jeg er sikker på, at de bliver meget glade for hallen, slutter Sara Benzon.
red