.

Beboere i chok over eksplosive regninger

Varmekaos i Bredalsparken: Fra fast udgift til uforudsigelige regninger

NYHEDER: Beboere i Bredalsparken står midt i et varmekaos. I 2025 blev der for første gang installeret varmemålere i lejlighederne, og nu – et år senere – modtager mange beboere efterbetalingskrav på op til 23.000 kroner. Samtidig er der rapporter om målere, der faldt af om vinteren, og en stigning i acontobetalinger på op til 100 %. 

”Jeg skal betale 10.504 kr. i efterbetaling – plus en huslejestigning på 1.105 kr. om måneden. Det er uoverskueligt”, fortæller B.M., en af de mange beboere, der har kontaktet Hvidovre Avis.

Hvad siger DAB/Lejerbo?

Redaktionen er kommet i besiddelse af infobrev til beboerne, udsendt den 9. juni 2026, hvor DAB/Lejerbo forklarer, at det samlede varmeforbrug i Bredalsparken faktisk er faldet fra 2024 til 2025. Årsagen til de høje regninger skal ifølge boligselskabet findes i en 15 % prisstigning på fjernvarme fra Hvidovre Fjernvarme, der trådte i kraft den 1. januar 2025.

Under 1 % fejl

DAB/Lejerbo har – efter deres mening – i infobrevet til beboerne, svaret på nogle af de mest presserende spørgsmål:

Acontobetalinger korrigeres løbende for at matche det faktiske forbrug.

Badeværelserne har ingen målere, da de ikke tåler fugt. Forbruget beregnes ud fra radiatorstørrelse og forbrug i resten af lejligheden.

Fejl i regnskaber: Under 1 % af lejlighederne havde fejl, som nu bliver rettet.

Afdragsordninger kan gives frem til marts 2027 for dem, der har svært ved at betale.

Beboernes frustrationer

Trods DAB/Lejerbos forklaringer er der stor utilfredshed blandt beboerne. Flere spørgsmål forbliver ubesvaret:

”Er lejlighederne piv utætte, så vi fyrer for gråspurvene?”

”Hvordan kan et lille kammer på 6,5 kvm bruge mere varme end en stue på 22,7 kvm?”

”Er der fejl på målerne?” – nogle beboere rapporterer, at radiatorer, der aldrig har været tændt, alligevel viser forbrug”.

”Hvorfor stiger udgifterne, når vi ikke havde en rigtig kold vinter?”

”Min nabo skal betale 23.000 kr. – han er pensionist og kan ikke betale det. Hvad gør han?”

”Hvorfor skal jeg betale mere end min nabo der har 10 kvm større lejlighed end mig?”.

En gruppe beboere skriver i et læserbrev den 3. juni:

”Vi fik varslet 15 % stigning, men det er blevet til 40-50 %. Hjælp, hvad skal vi gøre?”

Hvidovre Avis har gentagne gange bedt DAB/Lejerbo om at svare på beboernes spørgsmål i avisen. Men ifølge Jeanette Press, presseansvarlig hos DAB/Lejerbo, ønsker de ikke at svare i avisen, men i stedet orientere beboerne direkte via brev og e-boks.

– Vi sætter stor pris på tilbuddet, men det er besluttet, at beboerne orienteres direkte, skriver hun i en mail til avisen.

Beboerne i Bredalsparken føler sig forladt og uforstået. Mange er pensionister, enlige og pressede børnefamilier, og de pludselige udgifter truer deres økonomi. 

DAB/Lejerbo opfordrer beboere med betalingsproblemer til at kontakte deres kundeservice for at aftale afdragsordninger. 

Hvidovre Avis vil naturligvis fortsat følge sagen og opfordrer beboere til at sende deres spørgsmål om den for mange prekære situation til redaktionen.          

Se i øvrigt UGENS KOMMENTAR 

Del med:
© 2026 LokaMedia