FODBOLD: Serieboldsæsonen er slut, og byens klubber kan nu gå på en velfortjent sommerferie efter weekendens sidste spillerunde.
For Avedøre var der stadig et spinkelt håb om oprykning til Sjællandsserien. De zebrastribede skulle selv vinde hjemme over Køge BK, samtidig med at Roskilde tabte til Karlslunde.
Avedøre gjorde deres del af arbejdet. Anas Hassani bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 12 minutter, og efter en halv time fordoblede Malte Sassersen føringen. Kort efter blev Anas Hassani dobbelt målscorer, inden Magnus Tjørnved lukkede første halvleg til 4-0.
I anden halvleg lettede Avedøre lidt på speederen og kom ikke på måltavlen igen. I stedet fik Køge BK reduceret kort før tid til slutresultatet 4-1.
Desværre var sejren ikke nok. Roskilde vandt også sikkert, da Karlslunde blev besejret med 6-0. Dermed står det klart, at Avedøre endnu en gang må tage til takke med en ny sæson i Serie 1.
Om Avedøre også skal møde BK Friheden i næste sæson, er der fortsat usikkerhed om. Friheden spillede nemlig noget overraskende 2-2 mod bundholdet Brøndby Strand og sluttede sæsonen på sjettepladsen. Det betyder, at klubbens skæbne afhænger af, hvordan nedrykningerne fra Danmarksserien ender med at falde ud.
For HIF’s andethold har det længe været afgjort, at næste sæson står på Københavnsserien. Martin Spelmanns unge mandskab har haft en svær sæson i Danmarksserien, og lørdag blev nedrykningen cementeret med et 2-0-nederlag hjemme mod GVI, der også rykker ned.
HIF sluttede dermed sæsonen på sidstepladsen med blot seks point og hele ni point op til Skovshoved på næstsidstepladsen.
Der har til gengæld været langt mere at glæde sig over hos HIF’s kvinder. Efter oprykningen fra Serie 1 i vinterpausen leverede holdet et imponerende forår i Københavnsserien og var med helt fremme i kampen om endnu en oprykning.
I sæsonens sidste kamp hjemme mod KFUM kom HIF godt fra start. Sofie Rossen bragte holdet foran 1-0, og kort før pausen gjorde Karoline Sofie Danum Rasmussen det til 2-0. Ti minutter inde i anden halvleg scorede hun igen til 3-0, inden gæsterne reducerede kort efter.
Ana Leisner satte punktum for kampen med målet til 4-1, som også blev slutresultatet.
Dermed slutter HIF en flot sæson på andenpladsen, blot tre point efter PI Fodbold, som samtidig vandt sin sidste kamp og sikrede sig oprykningen til Danmarksserien. For HIF’s oprykkere blev det dog stadig et imponerende forår, der lover godt for fremtiden.