Vigtig ungdoms-klassiker vender tilbage på Teater Vestvolden

Vigtig ungdoms-klassiker vender tilbage på Teater Vestvolden

Forestillingen Christiane F. får snart repremiere på Teater Vestvolden, som i den forbindelse har arrangeret en støtteforestilling til ære for forestillingens afdøde instruktør Anders Lundorph.

Det er 40 år siden, at Christiane F. chokerede verden, men hendes den verdensberømte historie om misbrug blandt børn og unge er lige så aktuel i dag, hvor unge i Europa sætter nye rekorder i forbrug af rusmidler, mens tallene for Danmark viser, at det især er de hårde stoffer som kokain, der er i fremgang.
89.500 danske unge har haft et forbrug af illegale stoffer eller cannabis den seneste måned, viser tal fra Center for Rusmiddelforskning, som i tre nationale stikprøveundersøgelser har undersøgt danske unges brug af rusmidler fra 2014-2019. ​
Derfor er Christiane F. en vigtig historie at sætte på scenen i en nyfortolket version, siger Teater Vestvoldens teaterchef Stephan Pollner
- Historien om Christiane F. ramte verden som et granatchok, der gennemhullede illusionen om den uskyldige narkorus og dokumenterede, at stofmiljøet udklækker purunge, hårde misbrugere – nogle af dem blot store børn. Desværre, kan man sige, er forestillingen fortsat aktuel den dag for både unge og deres voksne, siger Stephan Pollner.
Christiane F. er instrueret af teaterinstruktør Anders Lundorph, der uventet gik bort i marts 2022 i en alder af blot 46 år. Teater Vestvolden har besluttet at arrangere en støtteforestilling til ære for Anders Lundorph, hvor al billetindtægt ubeskåret går til et mindelegat, der er oprettet i Anders Lundorphs navn.
- Anders Lundorph var en nær ven af Teater Vestvolden, hvor han instruerede nogle af teatrets populære ungdomsforestillinger som Et mærkeligt skib og Kattejammer rock. Anders var bredt anerkendt som en dygtig og idérig instruktør og et generøst menneske, som er savnet af alle os her på teatret og alle de mennesker, der var så heldige at møde Anders, inden han desværre gik bort i en alt for ung alder, siger Stephan Pollner.
Foreningen af danske sceneinstruktører har oprettet et mindelegat for Anders Lundorph, som vil blive uddelt en gang årligt, så længe det er muligt, til et ungt talent, som søger nye veje inden for scenekunst eller som søger mod udlandet for at videreuddanne sig, ligesom Anders Lundorph selv valgte at gøre, da han forlod Danmark og rejste til London for at blive uddannet og siden vendte hjem og tog den danske scenekunstbranche med storm.
Støtteforestillingen med Christiane F. finder sted fredag den 17. marts kl. 20. Christiane F. spiller på Teater Vestvolden fra den 11. marts og frem til den 1. april og er gratis for børn/unge, mens voksne betaler entré. Billetter på teatervestvolden.dk
menu
menu