Børge Jensen er død

Børge Jensen er død

Tidligere formand for Hvidovre alm. Boligselskab og formand for DAB, Børge Jensen, er død i en alder af 87 år.

Det er en dedikeret og vidende beboerdemokrat med sine meningers mod, der nu er gået bort. Allerede i 1975 blev Børge Jensen en del af afdelingsbestyrelsen i Grenhusene. To år efter blev han valgt som formand, og i 1978 blev han formand for Hvidovre alm. Boligselskab. Denne post havde han helt frem til 2011.
Børge Jensen voksede op i Vanløse i et halvt dobbelthus tæt ved Damhussøen. Han blev uddannet lærer og blev i 1958 ansat i Hvidovre, hvor han fortsatte som lærer på den samme skole i 41 år. Da Børge Jensen i 1959 skulle giftes, fik han en bolig i den del af Bredalsparken, som blev indflyttet i 1959. Der boede han med sin familie, indtil de i 1968 rykkede til et gårdhavehus i Grenhusene.
I DAB-sammenhæng var Børge Jensen fra begyndelsen forkæmper for beboerdemokratiet. Han var en ildsjæl og lod sig i 1980 vælge ind i DAB’s bestyrelse, hvor han som en af de første beboervalgte ønskede store ændringer. Han var ikke bange for at forlange en forklaring, når noget virkede uklart eller uretfærdigt. Først og fremmest arbejdede Børge Jensen for, at beboerne fik større indflydelse, og i hans tid blev DAB på mange måder en foregangsorganisation, hvad angår beboerdemokrati.
Børge Jensen tog ansvaret på sig, og han havde en evne til at skabe ro og sikre det gode samarbejde. Han blev næstformand for DAB’s bestyrelse i 1997 og var formand i årene 2005-2007.
Børge Jensen var i en årrække medlem af BL’s bestyrelse og næstformand i 9. kreds. Drevet af stort engagement og faglig indsigt ønskede Børge Jensen love og regler forenklet, så forholdene blev mere forståelige for beboerne. Han mente, det er et paradoks, at den almene boligform, der sigter mod at sikre gode boligforhold for alle, har en ejer- og administrationsform, der er så kompliceret, som den er.
Børge Jensen efterlader sig sin hustru Hanna, sønnen Anders, fire børnebørn og to oldebørn. Han bisættes torsdag den 27. oktober fra Risbjerg Kapel, Høvedstensvej 66 kl. 11.00.
Æret være Børge Jensens minde.
Henrik Berg,
formand for Hvidovre almennyttige Boligselskab og formand for DAB.
menu
menu