– Der er ingen skjult agenda...

– Der er ingen skjult agenda...

Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon, arbejder for en mere jævn fordeling af børn i de kommunale skoler

Eleverne på de kommunale skoler skal fordeles bedre, men ingen børn skal ”redde” andre, siger formanden for Børne- og uddannelsesudvalget. Udvalgsformandens mål er, at der max skal være 24 elever i hver klasse.
– Læser man læserbrevene om skoledistrikter i sidste uges avis, kan man få det indtryk, at jeg som udvalgsformand og udvalg og kommune har en skjult dagsorden på skoleområdet. Sådan er det ikke, lyder det fra Sara Benzon.
Hun adresserer derfor, hvad en ændring af skoledistrikterne efter hendes mening handler om.
– Vi har en udfordring med antallet af elever på skolerne og et behov for at få eleverne fordelt bedre, så ingen skoler skal køre med en overbelægning, som f.eks. Risbjergskolen står overfor i øjeblikket, siger hun og fortsætter.
– Den udfordring har jeg som udvalgsformand og hele Børne- og Uddannelsesudvalget og Kommunalbestyrelsen et ansvar for at løse. Det gør vi ved at få undersøgt forskellige muligheder for at ændre skoledistrikterne, og det er der, vi er i processen lige nu, siger hun.
Ikke hastet igennem
Den konkrete tidsplan for eventuelle ændringer er nu offentliggjort på Hvidovre Kommunes hjemmeside. Af planen fremgår det, at den endelige politiske beslutning bliver truffet i slutningen af oktober.
– Efter sommerferien får udvalget fremlagt nogle forskellige modeller, som vi vil drøfte og træffe vores beslutning ud fra. En beslutning, der efter planen skal vedtages endelig i Kommunalbestyrelsen den 25. oktober, siger Sara Benzon.
Hun mener derfor ikke, at man kan sige, at beslutningen om en eventuel ændring af skoledistrikterne hastes igennem.
– Der er på den måde ikke tale om, at vi haster noget igennem, samtidig kan f.eks. Risbjergskolen ganske enkelt ikke rumme de elever, der er i det nuværende skoledistrikt fra skoleåret 2023, og derfor er ændringer fra det skoleår nødvendige, siger hun.
Udvalgsformanden understreger desuden, at hun velkommer dialogen med de berørte elevers forældre.
– I tiden fra vi får fremlagt nogle forskellige muligheder i august og frem til Kommunalbestyrelsens beslutning i oktober, vil vi meget gerne lytte til jeres input, ligesom vi vil høre skolebestyrelserne og de faglige organisationer. Jeg og hele udvalget lytter og læser jeres input i avisen, og vi bliver selvfølgelig berørte af at høre også fra jer, der er skuffede og vrede, siger hun.
Børn skal ikke redde
Sara Benzon påpeger imidlertid også, at den endelige beslutning om ændring af skoledistrikter må bero på en samlet vurdering.
– Det betyder ikke nødvendigvis, at vi kan gøre som enkelte borgere, forældre, skolebestyrelsesmedlemmer og andre synes og ønsker. Den helt afgørende nødvendighed bag skoledistriktsændringerne er pladsen på skolerne, og jeg vil gerne afvise, at jeg eller udvalget har en forestilling om, at nogle børn skal ’redde’ andre, siger hun.
Hun tilføjer, at hun fastholder, at der efter hendes mening skal være max 24 elever i klasserne.
– På den lidt længere bane arbejder jeg for en lavere og mere ensartet klassekvotient i hele kommunen. Der skal max være 24 elever i klasserne på Hvidovres folkeskoler, slutter hun.
menu
menu