Sølv, bronze og fem mand i top-15

 Sølv, bronze og fem mand i top-15

Flotte Hvidovre-præstationer ved DM i Maratonløb, med bronze til Mark Olsen, og tæt på guld i holdløbet

ATLETIK: Der var mere end 10.000 løbere med ved søndagens Copenhagen Marathon i de københavnske gader, og Hvidovre Atletik & Motion gjorde sig særdeles positivt bemærket i mændenes løb, hvor man endte med at have hele 5 mandlige løbere blandt top-15 ved de Danske mesterskaber, der var lagt ind som en del af løbet.

Der var på forhånd de største forventninger til Mark Olsen og Christian Birch Okkels, der begge blev nævnt blandt medaljefavoritterne i optakten til DM. Christian Birch Okkels havde desværre ikke dagen, og havde allerede problemer i starten af løbet, og måtte desværre udgå godt halvvejs inde i løbet.

Omvendt gik det ganske godt for Mark Olsen, der lagde ud som planlagt med 16.01 minut efter de første 5 km, og dermed havde kurs mod en tid på ca. 2.15 timer. Man siger at maraton først for alvor begynder efter de 30 km, når kulhydratlagrene slipper op, og smerterne begynder at indfinde sig, og sådan var det desværre også for Mark Olsen, der kortvarigt var oppe på sølvpladsen, men måtte se sig hentet igen på de sidste par kilometer, og måtte se OL-løberen Thijs Nijhuis trække det længste strå, men kom ind på en suveræn bronzeplads efter 2.18.08 timer.

Både AGF og Sparta havde lige som Hvidovre mandefald undervejs, og det betød at holdmesterskabet lige pludselig var helt åbent. 47-årige Jesper Andkjær Larsen viste, at i langdistanceløb kan man sagtens strække karrieren langt op i alderen, da han efter et meget stabilt løb kom i mål på 2.28.37 timer på løbets 8. plads og som næst hurtigste Hvidovremand.

De tre hurtigste løbere tæller på holdet, og længe så det ud til at det nye spændende navn, Nikolaj Benzon, skulle være en af de tre tællende, men mod slutningen slap kræfterne op, og han glippede lige præcis at komme under de to en halv time med 2.30.13 timer og en placering som nr. 11. Det blev i stedet Morten Green, der på en 9. plads lev den sidste tællende løber med 2.29.14 timer, som betød at han barberede 56 sekunder af sin hidtil hurtigste maratontid.

På trods af en personlig rekord med mere end 4 minutter, så rakte de 2.34,22 timer i år kun til en 15. plads i noget der godt kunne ligne historiens hurtigste DM i maraton for Jonas Ingvardsen.

– Vi er super ærgerlige over, at vi med fem mand i top-15 ikke snuppede DM-guldet for hold, men vi må erkende at AGF var de bedste i dag, da de slog os med sammenlagt 11 sekunder, en forskel på sølle 0,4 promille. Jeg er sikker på, at der i den grad er lagt i kakkelovnen, når der løbes DM halvmaraton til september. Mark løb sin chance i dag, og han skal have stor kredit for hans bronze og 2.18 timer, og så er jeg vildt imponeret af Jesper, der som årgang 1977 løber det vel nok mest stabile løb af alle løberne i dag og ender på 2.28 timer. Og sammen med Morten og Nikolaj kørte de et tæt løb hele vejen igennem, hvor Nikolaj med blot to års træning i bagagen i dag måtte se sig slået af rutinen, men jeg er sikker på, at hans tid kommer de kommende år. En super god dag, slutter sportschef Michael Bruun Jepsen af.

 

menu
menu