AKTIV SOMMER: Campen er for både begyndere og mere øvede ryttere, og alle bliver mødt på deres eget niveau, så der er passende udfordringer til alle.
– Vi skal cykle, lege og have det sjovt sammen på Hvidovre Trails MTB-spor og pumptrack, lyder det fra arrangørerne.
Teknik og cykelleg
I løbet af campen træner man teknik som balance, bremsning, sving, fartkontrol, blikretning og position på cyklen. Når deltagerne er klar, arbejdes der også med tricks som wheelie, manual, endo og hop.
Derudover skal der skrues lidt på cyklerne, lære små reparationer, prøve kræfter med sporbygning og generelt være aktive udendørs sammen.
Målet er at give børnene gode oplevelser på cyklen, mere selvtillid og lyst til at cykle videre – også efter sommerferien og måske som en del af fællesskabet i Hvidovre Trail.
Info og tilmelding
Campen foregår i uge 32 tirsdag, onsdag, torsdag og lørdag. Alle dage kl. 16-18.30 (lørdag kl. 10-12.30) på Hvidovre MTB Spor og Pumptrack, Brøndby Havnevej. Tilmelding gælder alle fire dage, senest den 21. juli via mail til christian.ellehammer@hvidovretrail.dk
Det er en forudsætning, at deltagerne har en fungerende mountainbike og godkendt cykelhjelm. Derudover skal man medbringe madpakke, tøj efter vejret, handsker og gerne knæbeskyttere. Flade sko med flad sål anbefales, f.eks. skatesko (ikke løbesko). Hjelm er obligatorisk, og der er enkelte hjelme til udlån, men det anbefales at medbringe sin egen.
red