Kampsport: Luca og Moowlige, som begge er fra Hvidovre, skrev dansk kampsportshistorie, da de på samme aften vandt hver deres WBC pro Scandinavian titel efter stærke kampe mod dygtige svenske modstandere.
Begge kæmpere træner til daglig hos Fightworld og er en del af Elite Performance, hvor de arbejder målrettet med deres udvikling og er tilknyttet et professionelt setup omkring deres sportslige præstationer.
Som en del af Elite Performance arbejder de med striking på højt internationalt niveau, og teamet har samtidig tilknyttet den anerkendte læge Imran Sarwar, som bidrager omkring recovery og den fysiske del af at præstere som eliteatlet.
– Det er netop helheden omkring kæmperne, vi lægger stor vægt på. Talent er vigtigt, men resultater på dette niveau kræver langt mere. Det handler om disciplin, kontinuitet, de rigtige mennesker omkring atleten og ikke mindst et stærkt fællesskab, hvor alle hjælper hinanden med at blive bedre, lyder det fra Fightworld.
Succesfuldt stævne
Fightworld havde også andre kæmpere i aktion på aftenen, og samlet set blev det endnu et succesfuldt stævne for teamet med stærke præstationer og flotte resultater.
Men for Hvidovre var Luca og Moowliges præstation noget helt særligt.
– At to lokale kæmpere fra Hvidovre på samme aften kan stå med hvert sit WBC pro Scandinavia bælte, er vi utrolig stolte af. Ikke kun på grund af titlerne, men på grund af alt det hårde arbejde, der ligger bag, slutter Fightworld.
sport