LÆSERINDLÆG: De fleste kan lide at rejse. Høre fremmede sprog og mærke sin egen ’særlighed’ midt i det fremmede. Den fornemmelse får jeg ofte. Og det ovenikøbet næsten gratis.
Her i kupeen, skråt overfor mig sidder en somalisk mor med 2 mindre børn. De taler højt på somalisk. Moren forklarer børnene noget, som hun peger på ude på perronen. Op af tasken tager hun derefter forsigtigt en madboks med lune sambosier: trekanter af friturestegt dej med fyld. En herlig duft breder sig i kupeen. Børnene spiser med velbehag deres sambosier.
På næsten station stiger fire teenagedrenge fra Mellemøsten på toget. De taler også højt på arabisk, og diskuterer noget musik, som den ene spiller på sin mobil. Tonerne fylder hele kupeen, og jeg er glad for at jeg netop i dag ikke sidder og læser i en bog. Drengene kender nummeret og synger med på omkvædet. Det lyder ikke ret godt, synes jeg, men jeg glædes over deres umiddelbare glæde ved musikken. Så siger den højeste af dem noget, og ham med mobilen skruer helt ned, og nu sidder de bare og småsnakker.
Lige bagved mig her der hele tiden siddet to ukrainske kvinder, som jeg kender lidt. De begyndte at tale meget højt, da musikken væltede ud af mobilen. Jeg formoder de skal ind til KBH for at opleve Strøget og livet dér. ”Dobra Dei” sagde de til mig da jeg kom ind i kupeen.
Lige før vi når Hovedbanegården stiger tre meget smukke sorthårede unge piger ind, og de snakker og griner, som man gør i den aldre. De ser også ud til at skulle til KBH for at shoppe. Sikkert i modebutikker. De er i hvert til fald klædt pænt og sommerligt på i lyse farver, og både tasker og solbriller vidner om god smag.
Men hvad med danskere? Kunne du spørge. Jo, der har hele tiden siddet et ældre ægtepar helt henne ved det forreste vindue. Men de har ikke sagt ret meget, for de er optaget af deres telefoner.
Sådan kan en S-togs tur mellem Avedøre og Nørreport Station få mig til at føle mig i udlandet, hvor både dufte og snak pirrer min nysgerrighed.
Lone A. Sperschneider
