LÆSERDEBAT: Tak til Pia Mols for svaret på mit indlæg om udvidelsen af Rusmiddelcenter Værket.
Vi er enige om, at ingen skal vente på nye bygninger med at søge hjælp. Der findes behandlingstilbud i dag, og borgere, der har brug for hjælp, skal henvende sig nu.
Men forsikringen om, at tilbuddene findes, besvarer ikke mit centrale spørgsmål: Hvordan ved vi, om hjælpen har den nødvendige kapacitet og kvalitet – og om den faktisk når de borgere, der har brug for den?
På kommunens hjemmeside står der: ”I Værket tilbydes der ikke alkoholbehandling”. Samme side oplyser, at borgerne kan få en vejledningssamtale i Værket eller kontakte Novavi og Alkoholrådgivningen direkte for behandling. Novavi har allerede et lokalt tilbud i Hvidovre.
Mit spørgsmål er derfor, hvad borgerne konkret får af bedre hjælp med udvidelsen af Værket, og hvordan kommunen sikrer sammenhæng og tilstrækkelig kapacitet, indtil den står klar.
Når udvidelsen ifølge Pia Mols skal øge kapaciteten og samle flere tilbud, må vi også forholde os til de behov, der begrunder den – og til, hvordan vi imødekommer dem, mens vi venter.
En behandlingsgaranti gør ikke spørgsmålet mindre relevant. Garantien er vigtig, men den fortæller ikke, om behandlingen passer til den enkelte, om borgeren kan fastholde forløbet, eller om hjælpen hænger sammen med resten af hverdagen.
Min bekymring handler også om dem, der ikke er synlige i kommunens behandlingstal.
Når jeg holder foredrag om min bog om unge og opioider, møder jeg forældre fra Hvidovre, hvis børn er ramt. Jeg hører deres bekymring og usikkerhed om, hvor de skal finde hjælp, men også deres oplevelse af, at hjælpen ikke er intensiv nok, men ofte et minimum af hvad kommunen skal tilbyde lovmæssigt. Møderne giver mig ikke et samlet billede af problemets omfang, men de giver grund til at spørge, om kommunen ser hele billedet.
Vi kan ikke vurdere behovet alene ud fra dem, der allerede er kommet ind ad døren. Vi må også interessere os for dem, der ikke henvender sig, ikke kommer i gang eller forsvinder ud af behandlingen.
Derfor efterlyser jeg svar på tre spørgsmål:
Hvem når vi – og hvem mangler vi? Hvordan opsporer og hjælper vi især de unge, der ikke selv henvender sig?
Hvem falder fra – og hvorfor? Ved vi, hvad der får borgere til at afbryde behandlingen, og hvordan følger vi op?
Hvad gør vi, mens vi venter? Hvilke konkrete behov skal udvidelsen af Værket løse, og hvordan sikrer vi tilstrækkelig kapacitet og relevante tilbud indtil da?
Det handler om vores politiske ansvar for at sikre medarbejderne de nødvendige rammer og borgerne en hjælp, de kan bruge.
Pia Mols skriver, at hun gerne tager diskussionen om, hvorvidt vi gør det godt nok. Den invitation tager jeg imod. Lad os få tallene frem og give brugere og pårørende en stemme – også dem, hvis forløb ikke er lykkedes.
Deres erfaringer er nødvendige, hvis vi vil vide, hvor hjælpen fungerer, og hvor vi skal gøre det bedre.
At hjælpen findes, er vigtigt. Men vores ansvar slutter ikke dér: Hjælpen skal også nå frem og virke i borgernes liv.
Maria Durhuus
Tidligere misbrugsordfører
