LÆSERDEBAT: Sammen kan vi mere, og derfor er vi i SF også kede af, at Socialdemokratiet ikke er en del af budgetaftalen for Hvidovre Kommune
I et læserbrev nævner kommunalbestyrelsesmedlem Helle Adelborg, at det blandt andet skyldes, at der ikke er flertal for at bygge et plejehjem på Strandmarkens Fritidscenter. For os i SF er det ikke en realistisk løsning. Grunden er omfattet af en hjemfaldspligt til Københavns Kommune, og et frikøb vil alene koste mindst 54 millioner kroner. Hertil kommer udgifterne til selve byggeriet.
Det er mange penge, og i SF mener vi, at vi skal bruge borgernes penge med omtanke, især når der findes andre muligheder.
I budgetaftalen for 2026 satte vi et klart mål: Hvidovre skal have 75 flere plejehjemspladser frem mod 2035. Derfor er vi allerede i gang med at lægge en langsigtet plan for, hvordan vi når det mål. Denne budgetaftale var Socialdemokratiet med i.
En vigtig del af løsningen er at udbygge og udvikle de plejehjem, vi allerede har. På blandt andet Krogstenshave og Strandmarkshave undersøges mulighederne for at skabe flere plejeboliger, og vi vil også undersøge mulighederne for et samarbejde med Søvangsgården samt muligheden for at etablere et friplejehjem.
De konkrete udbygninger vurderes at kunne give op mod 45 nye pladser. Sammen med målet om i alt 75 nye plejehjemspladser giver det et solidt grundlag for at sikre kapaciteten frem mod 2035.
Derfor er det også aftalt, at der skal nedsættes en politisk følgegruppe, som skal sikre fremdrift og drøfte mulighederne for flere plejehjemsboliger.
Vi er altså enige om, at Hvidovre får brug for flere plejehjemspladser. Men i SF mener vi, at det er mere ansvarligt at bruge pengene på de muligheder, vi allerede har, frem for at bruge mindst 54 millioner kroner på at købe en grund fri på Strandmarkens Fritidscenter, før vi overhovedet har betalt for selve byggeriet.
Vi havde håbet, at Socialdemokratiet ville stå skulder ved skulder med os andre om at finde de løsninger, der sikrer flere plejeboliger og passer på kommunens økonomi, men det har desværre ikke været tilfældet
Sophie Farganis,
Marie-Louise Jørgensen
Medlem af kommunalbestyrelsen og ældreudvalget for SF