LÆSERDEBAT: Sofie F. Villadsens indlæg 16/9 fra socialistisk folkeparti lægger sig i slipstrømmen på en lang række politikere, der efter offentliggørelsen af de seneste PISA-resultater straks har udpeget både skyldige og løsninger. Bekymringen for folkeskolen er reel, og PISA-resultaterne skal tages alvorligt. Men løsninger ikke straks at erklære skolen for svigtet og antage, at årsagen alene er danske prioriteringer. Først må vi undersøge, hvad resultaterne faktisk fortæller os. Automatreaktionen er ofte: flere penge. Penge og ordentlige rammer betyder selvfølgelig noget, og der er bestemt områder, hvor flere ressourcer er nødvendige og vi har om nogen i Radikale Venstre med generationskontrakten understreget at det er børnenes tur.
Men en større bevilling fortæller os ikke, hvorfor eleverne præsterer dårligere, eller hvad vi konkret skal gøre anderledes.
Dykker man i stedet ned i tallene hæfter jeg mig først og fremmest ved, at tilbagegangen ikke er et isoleret dansk fænomen. Blandt 74 lande i både PISA 2022 og PISA 2025, faldt elevernes resultater signifikant i læsning i 42 lande, i matematik i 38 lande og i naturfag i 11 lande. Det peger på en bredere international udvikling, ikke blot enkelte danske budgetter eller lokale politiske beslutninger. Tilbagegangen i Danmark er samtidig ikke begrænset til én bestemt elevgruppe. Både de lavest præsterende, eleverne i midterfeltet og de højest præsterende er gået tilbage. Når tilbagegangen rammer på tværs af hele præstationsfordelingen, er det et stærkt tegn på en systemisk påvirkning frem for et lokalt eller nationalt problem.
En del af forklaringen er teknologiens indtog i undervisningen og i børnenes hverdag. Da computeren blev standardløsningen, kom mange elever til at skrive mindre i hånden. Når lommeregneren altid er tilgængelig, bliver behovet for hovedregning mindre. Og når kunstig intelligens kan formulere et svar på få sekunder, risikerer den at erstatte den fordybelse og anstrengelse, som læring også kræver.
PISA-resultaterne viser netop, at overdreven brug af digitale værktøjer og digital distraktion hænger sammen med dårligere faglige resultater. Teknologi kan styrke undervisningen, men kun når den bruges målrettet, ikke når den bliver en erstatning for opmærksomhed, indsats og forståelse.
Børn skal fortsat lære at læse, skrive og regne. Det er fundamentet for at kunne tilegne sig viden, tænke kritisk og gennemskue den information, teknologien leverer. Men måske er børn og unge samtidig blevet bedre til andre ting, som PISA ikke måler: at navigere digitalt, finde information, samarbejde på nye måder eller løse andre typer problemer. Det håber jeg. Vi bør have en mere grundlæggende samtale: Hvilke færdigheder og hvilken dannelse ønsker vi, at børnene skal have med sig fra skolen i en verden, der har forandret sig markant?
Jeg er enig med Villadsen i at vi skal tale med lærerne. Undersøger man, hvad der faktisk fylder i lærerfaglige kredse, findes dog allerede en lang række ønsker vi kan sætte i gang og ikke blot et ønske om en større pose penge. Politikernes vigtigste bidrag er at sikre stabile og langsigtede rammer, mindre unødigt bureaukrati og tilstrækkelig tid og faglig kapacitet til, at lærerne selv kan bruge de redskaber, som passer til eleverne foran dem. Det er en mere krævende politisk opgave end blot at love flere penge.
Brian Køster, Kommunalbestyrelsesmedlem &
Folketingskandidat,
Radikale Venstre Hvidovre
