.

ET FRITIDSJOB MED MENING

SARA BENZON og SOPHIE FARGANIS om positive tilbagemeldinger af flere fritidsjob til unge i kommunens dagtilbud og på plejehjem:
Sara Benzon

LÆSERDEBAT: Nogle gange får vi politikere en sag på bordet, hvor det er ret let at få øje på, at en god idé faktisk også virker i virkeligheden. Sådan en sag lå på Børne- og Uddannelsesudvalgets bord i sidste uge. Nemlig en status på fritidsjob i dagtilbud.

I forbindelse med budgettet for 2026 satte SF sammen med resten af Kommunalbestyrelsen penge af til flere fritidsjob til unge i kommunens dagtilbud og på plejehjem. På dagtilbudsområdet er pengene nu fordelt mellem 13 institutioner, og tilbagemeldingerne er rigtig positive. De unge hjælper med praktiske opgaver, men først og fremmest bliver de en del af hverdagen. De leger med børnene, hjælper til og bliver rollemodeller, som børnene ser op til og glæder sig til at være sammen med.

Børn udvikler sig i mødet med andre, og de unge kan noget særligt. De er ikke voksne, men de er heller ikke børn. De kan være nogen at spejle sig i og se op til, og samtidig kan de bidrage med leg, nærvær og en anden energi i børnenes hverdag. Det giver noget til dagtilbuddene. De unge er et ekstra sæt hænder, som kan være med til at skabe mere ro og fleksibilitet og frigive tid til, at det pædagogiske personale kan koncentrere sig om kerneopgaven.

Men det, vi næsten er allermest begejstrede for, er, hvad de unge selv får med sig. For mange unge er et fritidsjob det første rigtige møde med en arbejdsplads og et arbejdsfællesskab. Her oplever de, at der faktisk er brug for dem. De får ansvar, lærer at samarbejde og mærker stoltheden ved at bidrage med noget, der har værdi for andre. Man er ikke bare med for sin egen skyld, men oplever, at ens deltagelse har betydning for andre. Det er en vigtig erfaring at få med sig som ung.

De unge får samtidig øje på en fremtid, de måske ikke havde overvejet før. Flere af de unge fortæller, at fritidsjobbet har fået dem til at overveje en uddannelse inden for det pædagogiske område. Og i en tid, hvor vi har brug for flere dygtige pædagoger, er vi som kommune nødt til at vise de unge, hvor vigtigt og givende arbejdet som pædagog er.

Sophie Farganis

For SF er det samtidig helt afgørende, at de unge kommer oven i den almindelige bemanding. De skal selvfølgelig ikke erstatte pædagogisk personale. De skal være det ekstra sæt hænder og den ekstra relation, som kan gøre en god hverdag lidt bedre.

Vi er derfor glade for, at ordningen med unge i fritidsjob i dagtilbuddene er en succes for alle og i SF vil vi arbejde for, at flere unge får muligheden i de kommende år.

Sara Benzon og
Sophie Farganis,
SF Hvidovre

Del med: