NAVNE: Gennem mere end to årtier har Wents Reinbergs som en vigtig del af Avedøre Kirke sat sit tydelige musikalske præg på kirkelivet. Han har været med til at forme kirken, dens gudstjenester og det musikalske fællesskab, og har gennem årene været en fast og vellidt del af mange menneskers møde med Avedøre Kirke.
Nu venter et nyt kapitel. Wents har sagt ja til en stilling som organist i Holsted Kirke, hvor han vil være at finde fra oktober måned.
Hans sidste gudstjeneste i Avedøre Kirke bliver på søndag den 13. september.
Det bliver derfor også en anledning til at sige Wents en stor og varm tak for de mange år, den gode musik og det engagement, han har lagt i Avedøre Kirke.
– Efter gudstjenesten samles vi til en hyggelig stund, hvor vi siger tak til Wents og ønsker ham alt det bedste på hans videre færd. Alle er hjertelig velkomne til at komme forbi og være med til at give Wents en festlig afsked. Tak for 23 år, Wents – og rigtig god vind videre, lyder det fra kirken.