DEBAT: I sidste uges avis skrev chefredaktør Niels Erik Madsen i Ugens Kommentar om den nye udgave af Hvidovre Kommunes Klimaplan 2045, som netop nu er i høring, og tak for det. Madsen fik dog også skrevet noget helt forkert: At klimaplanen ikke indeholder ”mange ord om et projekt som i virkeligheden nok er endnu mere påkrævet og højaktuelt, nemlig sikring af Hvidovres lange kyststrækning fra Harrestrupåens udløb langs Kystagerparken, Lodsparken, Hvidovre Havn og de mange parceller frem til den noget mere sikrede Avedøre-dæmning.”
Oplægget til Klimaplan 2045, som alle kan læse og komme med høringssvar til, ligger under ”Høringer” på kommunens hjemmeside hvidovre.dk. Går man ind dér, kan man læse, at klimatilpasning, som bl.a. omfatter sikring mod stormflod, større regnmængder og stigende havvand, netop er ét af seks udvalgte temaer i klimaplanen. På side 42-50 finder man udførlige beskrivelser både af Kommunalbestyrelsens ambitioner, de udfordringer vi har i Hvidovre i forhold til havvand og regnvand, og konkrete tiltag, hvoraf flere allerede er sat i værk.
Hvidovre Avis har selv to gange i juni omtalt det kystsikringsprojekt ved Kalvebodkysten, som Hvidovre Kommune har sat i gang. Kommunen er i dialog med grundejere i området langs med kysten, og omkring 100 borgere deltog, da vi en aften i juni havde inviteret alle interesserede til kystvandring og workshop om kystsikring af Kalveboderne. Ambitionen – som man også kan læse af Klimaplan 2045 – er, at der skal være etableret en sikring af Kalvebodkysten i Hvidovre i 2032. I løbet af det kommende år vil i Kommunalbestyrelsen tage stilling til, hvad næste skridt skal være i dette lokale stormflodsprojekt.
Sammen med Københavns Kommune er vi samtidig i gang med at forberede udbuddet af det store projekt med klimatilpasning i Vigerslevparken langs Harrestrup Å, hvor vi sikrer Hvidovre mod vand fra åen ved skybrud. Det er også et projekt, der giver plads til mere natur og forbedrer vandkvaliteten.
Og så er der endelig det store stormflodssikringsprojekt, som vi samarbejder med Københavns Kommune, Dragør, Tårnby, Sund & Bælt og forskellige ministerier om. Visionen er, at der i 2060 er gennemført en sammenhængende stormflodssikring og kystudvikling fra Greve til nord for København, men vi forventer, at den del af sikringsanlægget, som kommer til at beskytte Hvidovre, vil blive opført i løbet af 2030’erne.
SÅ: I Kommunalbestyrelsen er vi i den grad ambitiøse, hvad angår klimaet. Ikke kun i forhold til at begrænse udledningen af de skadelige drivhusgasser, men også i forhold til at indrette vores by efter klimaforandringerne. Klimatilpasning vil være en central faktor i Hvidovres udvikling i de kommende årtier.
Det kan alle læse mere om i Klimaplan 2045 på hvidovre.dk – og er man ikke-digital kan man læse klimaplanen i printet udgave på biblioteket. Der er også mulighed for at få gennemgået klimaplanen, når der er borgermøde den 10. september kl. 19.30 i Bibliotekscaféen, Hvidovrevej 280. Alle er velkomne – også chefredaktør Madsen!
Venlig hilsen
Anders Wolf
Frisdahl Andresen,
Borgmester