.

200.000 KRONER TIL ET UDVALG

– eller til unge, der har brug for hjælp?, skriver AMANDA IRINA LARSEN
Amanda Irina Larsen

LÆSERDEBAT: Når et barn eller en ung har det svært, betyder det noget, hvor hurtigt hjælpen er der. Som mor tænker jeg på det helt konkret: Hvis mit barn en dag får brug for støtte, håber jeg ikke, at svaret bliver, at politikerne først skal nedsætte et nyt udvalg.

Helle Adelborg skrev i sidste uge om, hvorfor Socialdemokratiet ikke er med i budgetaftalen. Jeg vil gerne pege på én af de prioriteringer, som tydeligt viser, hvad vi ville have gjort anderledes.

Budgetaftalen afsætter 200.000 kroner over to år til at understøtte arbejdet i et nyt udvalg om børn og unges trivsel. Jeg forstår godt, at Udsatterådet ser positivt på udvalget. Jeg har selv siddet i rådet og ved, hvor vigtigt det er, at mennesker med erfaringer fra hverdagen bliver hørt. Deres viden skal have reel betydning for de beslutninger, vi træffer.
Men vi har allerede et Børne- og Uddannelsesudvalg. Det kan invitere Udsatterådet, unge, familier og fagfolk ind i arbejdet og handle på det, de fortæller os. Det kræver politisk vilje – ikke et nyt udvalg med 200.000 kroner afsat til at understøtte arbejdet.

For de samme 200.000 kroner kunne i stedet gå direkte til unge gennem Headspace. Her kan en ung, der går rundt med noget svært, få nogen at tale med. Jeg ville også gerne se os styrke Børneterapien og den tidlige hjælp til børn og familier, før udfordringerne vokser sig større.

Jeg er glad for, at budgetaftalen gør Hvidovre Familiehus permanent. Det er et godt skridt. Netop derfor mener jeg, at vi skal fortsætte med at investere i tilbud, som børn, unge og familier faktisk kan bruge.

200.000 kroner er ikke et enormt beløb i et kommunalt budget. Men det er penge, der kunne gøre gavn hos Headspace. Og valget siger noget om vores prioritering: Vi skal lytte til dem, der kender problemerne, og bruge mest muligt af pengene på hjælp til dem, der står med dem.

Det er den forebyggelse, Socialdemokratiet vil investere i og et af de eksempler, der er på hvorfor vi ikke kunne være med.

Med venlig hilsen
Amanda Irina Larsen,
medlem af kommunal­bestyrelsen for
Socialdemokratiet 

Del med: