.

– Vi tager buspassagerernes oplevelser alvorligt

Formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, Tina Cartey Hansen og Karin Kofod, kommunens repræsentant i Movias repræsentantskab med svar på de seneste ugers kritik af busdriften i Hvidovre
Tina Cartey Hansen

DEBAT: Vi vil gerne takke jer, som i tidligere udgaver af Hvidovre Avis har skrevet om udfordringer med busdriften i Hvidovre. Jeres oplevelser gør indtryk. Det gælder både bekymringer om kørslen, oplevelser af chaufførers adfærd, passagerernes sikkerhed under kørslen og problemer med defekte ramper, der kan forhindre borgere med kørestol eller rollator i at komme med bussen.

Det skal være trygt at tage bussen. Alle skal kunne komme sikkert ind og ud af bussen, men også føle sig trygge under selve kørslen. Derfor er det naturligvis ikke tilfredsstillende, når passagerer oplever utryg kørsel, bliver mødt respektløst eller ikke kan benytte bussen på grund af defekt tilgængelighedsudstyr.

I Hvidovre Kommune arbejder vi løbende for at sikre gode, trygge og tilgængelige rammer for borgerne. Det gælder også i den kollektive trafik. Som medejer af Movia har vi en interesse i, at busdriften fungerer, og vi bringer de væsentlige problemstillinger, vi bliver gjort opmærksomme på, videre til Movia.

Det er dog vigtigt at skelne mellem vores rolle og ansvaret for den daglige drift. Det ansvar ligger hos Movia og de busselskaber, der kører busserne på deres vegne. Det gælder blandt andet de eksempler, læserbrevene beskriver om chaufførernes kørsel og adfærd, bussernes køreplaner, passagerernes sikkerhed i bussen og vedligeholdelse af bussernes elektriske ramper.

Karin Kofod

I et andet indlæg her i avisen understreger Eskil Thuesen, ressourcedirektør i Movia, at sikkerhed og hensyn skal komme først. Han slår samtidig fast, at chaufførerne skal køre forsvarligt og være særligt opmærksomme på passagerer, der har brug for ekstra tid til at komme på plads i bussen. Movia fortæller desuden, at de følger op på henvendelser om uforsvarlig kørsel, mangelfuld service og defekt udstyr sammen med den ansvarlige operatør.

Hvis Movia skal kunne undersøge hændelser og følge op, er det vigtigt, at de får konkrete oplysninger. Derfor vil vi opfordre borgere, der oplever problemer, til at indberette dem direkte til Movia. Det gælder også situationer, hvor passagerer føler sig utrygge eller oplever, at der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til ældre eller gangbesværede medpassagerer.

Men selvom ansvaret for den daglige drift ligger hos Movia og busselskaberne, tager vi som kommune borgernes oplevelser alvorligt. Og vi vil fortsat bringe de væsentlige problemer, vi bliver gjort opmærksomme på, videre.

For i sidste ende er det ikke ansvarsfordelingen, der betyder mest for buspassagererne. Det er, at de kan føle sig trygge, blive behandlet ordentligt og komme sikkert frem. Det gælder både den ældre passager, der har brug for lidt ekstra tid til at sætte sig, borgeren med kørestol eller rollator og alle andre, der dagligt bruger bussen. Det er den kollektive trafik, vi skal arbejde for.

Venlig hilsen
Tina Cartey Hansen
Formand for Klima-,
Miljø- og Teknikudvalget, Hvidovre Kommune
og Karin Kofod
Medlem af
Kommunal­bestyrelsen og
kommunens repræsentant i Movias repræsentantskab

 

 

Del med: