.

Venteliste til tandregulering nedbragt til en fjerdedel

Direktør Tine Larting præciserer forholdene omkring kommunens tandregulering
Tine Larting

NYHEDER: Som avisens forsideartikel i sidste uge beskrev, tvinger uforudsete udgifter kommunen til at tilføre millioner til tandregulering for børn og unge, men også at ventelisten nu er nedbragt til en fjerdedel – fra 750 til 175 børn og unge.

Direktør Tine Larting, Hvidovre Kommune, uddyber i denne kommentar de seneste tal for kommunens nye tandreguleringsklinik:

– Læste man forsideartiklen på sidste uges avis om tandreguleringsklinikken, kunne man få den opfattelse, at der er opstået en stor venteliste på kommunens nye tandreguleringsklinik for børn og unge. Sådan er det heldigvis ikke.

– Tandreguleringsklinikken i Avedøre blev netop åbnet sidste år for at afhjælpe en meget lang venteliste af børn og unge, der var opstået på den fælleskommunale Tandreguleringen, Hvidovre Kommune indtil sidste år var en del af. Den nye tandreguleringsklinik, der åbnede i september sidste år på samme adresse som Tandplejecenter Enghøj, har ved hårdt og målrettet arbejde fået nedbragt den venteliste af børn og unge, der havde ventet fra 1-5 år på tandretning – fra 750 til 175 børn og unge. Det er rigtig gode nyheder for de børn og familier, der har måttet vente op til 5 år, at ventelisten nu er reduceret til en fjerdedel på bare 9 måneder.

–  Det er lykkedes takket været godt og hårdt arbejde fra medarbejderne på den nye kommunale tandreguleringsklinik – og et udbud af en del af opgaven til private specialtandlæger. Det betyder også, at vi allerede nu kan tilbyde de børn og unge, der nu har behov for at få rettet tænder, en rettidig behandling – samtidig med at vi får nedbragt resten af den venteliste, der var kommet i den fælleskommunale tilbud, vi nu ikke længere er en del af, slutter Tine Larting.

Del med:
© 2026 LokaMedia