DEBAT: I et stykke tid har de lokale medier omtalt en ny plan, hvorefter Hvidovre Stadion – efter en ombygning til superligastandard – kan sælges til en privat investor. Det er en så principiel beslutning, at den fortjener en bred offentlig debat, før modellen lægges fast.
Hvidovre Stadion er ikke blot en byggegrund eller en økonomisk post. Det er et sted med stor betydning for Hvidovres idrætsliv og lokalhistorie. Her har generationer af børn, unge, idrætsudøvere og tilskuere haft deres gang, og her har Hvidovre IF skrevet nogle af de største kapitler i kommunens historie.
Det betyder ikke, at stadion skal stå uforandret. Tværtimod er der behov for at udvikle både stadion og faciliteterne for atletikken og det øvrige foreningsliv.
Men spørgsmålet er, om et salg af stadion til en privat investor er den eneste eller den bedste løsning.
Ejerlejlighedsmodel
Hvad indebærer ejerlejlighedsmodellen?
Det fremgår, at man overvejer en ejerlejlighedsmodel. Et stadion kan juridisk opdeles i flere selvstændige enheder. Én ejer kan eksempelvis eje banen og tribunerne, en anden kan eje lounge- og restaurationsfaciliteter, mens kommunen kan beholde klub-, forenings- eller idrætslokaler.
Men betegnelsen ”ejerlejlighedsmodel” fortæller i sig selv meget lidt. Det afgørende er, hvem der skal eje hvad, hvem der får den bestemmende indflydelse, og hvem der fremover skal betale for vedligeholdelse og større renoveringer.
Skal den private investor eje selve banen og tribunerne? Skal kommunen fortsat eje en del af anlægget? Hvilken rolle får Hvidovre IF? Og hvordan sikres breddeidrættens og offentlighedens adgang?
En anden model
Der findes andre danske modeller, som bør indgå i overvejelserne.
Ved Slagelse Stadion blev der i 2015–2016 opført et sportscollege med 73 almene ungdomsboliger i forbindelse med en renovering af den eksisterende tribune. Boligerne blev placeret bag og oven over stadionfunktionerne, mens der i stueetagen blandt andet blev etableret omklædningsrum, trænings- og behandlingslokaler, café og mødefaciliteter.
Boligdelen drives af Slagelse Boligselskab, mens stadion fortsat er et kommunalt idrætsanlæg. Slagelse kombinerede således stadionudvikling, ungdomsboliger og idrætsfaciliteter uden at sælge selve stadion til en privat investor.
Slagelse-modellen kan ikke nødvendigvis overføres direkte til Hvidovre. Men den rejser et relevant spørgsmål: Er det undersøgt, om ungdomsboliger, almene boliger eller andre funktioner kan bidrage til udviklingen af området, samtidig med at kommunen bevarer ejerskabet til stadion?
Delt ejerskab i Esbjerg og Kolding
På Blue Water Arena i Esbjerg har kommunen beholdt stadion, mens en privat ejerlejlighed har omfattet kommercielle faciliteter som lounge, café og skybokse. Her er de offentlige idrætsfaciliteter og de kommercielle aktiviteter altså adskilt.
I Kolding har man anvendt en omvendt konstruktion. Private aktører har været involveret i stadionudviklingen, mens kommunen har købt en særskilt ejerlejlighed med blandt andet omklædningsrum, toiletter og adgang til en tribune.
Eksemplerne viser, at der ikke kun findes et valg mellem fuldt kommunalt ejerskab og et samlet salg til en privat investor. Der findes forskellige mellemformer, hvor kommunen kan bevare kontrollen med de dele, der har et offentligt og foreningsmæssigt formål, mens private aktører står for de kommercielle faciliteter.
Et salg har langsigtede konsekvenser
Et privat salg kan tilføre kapital og mindske kommunens umiddelbare anlægsudgifter. En privat ejer kan også have bedre muligheder for at udvikle restauration, konferencer og andre kommercielle aktiviteter.
Men kommunen mister samtidig en del af sin direkte kontrol. Hvis Hvidovre IF og kommunen bliver afhængige af at leje sig ind hos én privat stadionejer, vil ejeren stå stærkt ved fremtidige forhandlinger om leje, vedligeholdelse og adgang.
Der er også risiko for, at kommunen først betaler for at gøre stadion attraktivt og superligaklart, derefter sælger det og siden skal betale leje eller andre løbende ydelser for at benytte det. En salgsindtægt kommer én gang, mens lejeudgifter og kontraktlige forpligtelser kan fortsætte i årtier.
En lokalplan kan regulere byggeri og anvendelse, men den kan ikke i samme grad som kommunalt ejerskab sikre rimelige priser, bestemte åbningstider eller adgang for kommunens foreninger.
Vi har brug for et åbent beslutningsgrundlag
Hvad skal der ske?
Før der træffes en principiel beslutning, bør offentligheden efter min mening have svar på en række spørgsmål:
Hvilke dele af stadion skal sælges? Hvem skal eje grunden? Hvem får flertallet i en kommende ejerforening? Hvordan fordeles udgifterne til vedligeholdelse? Får kommunen forkøbs- eller tilbagekøbsret? Og hvordan sikres stadionets idrætshistoriske og arkitektoniske værdier?
Der bør også fremlægges en langsigtet økonomisk sammenligning mellem flere modeller – ikke blot den forventede salgspris. Hvad koster løsningen samlet for kommunen over 20 eller 30 år, når leje, drift, vedligeholdelse og eventuelle garantier regnes med?
Endelig bør det oplyses, om modeller som dem i Slagelse, Esbjerg og Kolding er blevet undersøgt, og hvorfor de eventuelt er blevet fravalgt.
Det handler ikke om at afvise privat kapital eller nødvendig udvikling. Det handler om at sikre, at Hvidovre ikke afhænder et vigtigt fælles aktiv, før alternativerne er belyst, og de langsigtede konsekvenser er kendt.
Hvidovre Stadion tilhører ikke kun nutiden. Det er en del af vores fælles historie, og de beslutninger, der træffes nu, vil få betydning for idræts- og foreningslivet mange år frem.
Med venlig hilsen
John Stahlschmidt Møller
