KOMMENTAR: Det er en klassisk dilemma-stilling, som lokalpolitikerne nu står over for: Skal kommunen investere yderligere i at undersøge muligheden for en støjskærm langs S-togs-banen, eller skal projektet droppes og de afsatte midler føres tilbage til kommunekassen?
For beboerne langs strækningen mellem Åmarken og Friheden stationer er svaret indlysende. De har ventet i årevis på en løsning på den daglige støjgene, som S-togene forårsager. Men for politikerne er regnestykket mere kompliceret.
18 millioner kroner er en stor mundfuld – især når de afsatte 3 millioner kroner i forvejen viser sig at være en dråbe i havet.
Men hvad er prisen for ikke at handle? For beboerne er støjen ikke bare en gene, det er en daglig påmindelse om, at deres livskvalitet bliver nedprioriteret. Og når BaneDanmark har trukket sig ud af ansvaret for fysiske støjværn, er det kommunen, der må tage den – eller lade beboerne stå alene med problemet.
Det er let at sige, at 18 millioner kroner er for meget. Men hvad er alternativerne? At lade beboerne fortsætte med at lide under støjen? At håbe på, at BaneDanmarks løfter om bedre vedligeholdelse af spor og togmateriel vil være nok? Historien viser, at sådanne løfter sjældent holder i længden, og at støjproblemerne ofte kun bliver værre med tiden.
Det er nemt at droppe projektet og føre pengene tilbage til kommunekassen. Det er den sikre vej – den vej, der ikke kræver politisk mod eller visioner. Men det er sjældent de sikre veje, der skaber de bedste løsninger. Hvidovre Kommune har muligheden for at vise, at man tør tage ansvar for borgerne, selv når regningen bliver høj. At man tør investere i livskvalitet, selv når det kræver ekstra indsats.
