.

På træningslejr i naturskønne omgivelser

Anette Brandt og Asta Hjelm om HVG 37 60+-gymnastikholdets tur til Frederiksværk

EFTEROMALE: Tirsdag den 16. juni mødtes 29 gymnaster på Auderød Havn. Da vi er et gymnastikhold begyndte dagen selvfølgelig med, at vi var aktive med gymnastik-/Qigongøvelser. Efter HÅRD træning og frokosten kunne vi vel nok tillade os at spise en lækker kage til kaffen.

Senere på dagen indlogerede vi os på det over 200 år gamle, charmerende  Frederiksværk Hotel med store og romantiske værelser (himmelseng).

Om aftenen var der spisning og masser af hygge med underholdende indslag/konkurrencer med dans og sang.

Senere på aftenen gik en mindre flok på “Generalen” – den lokale bodega, hvor vi fornemmede den stedlige atmosfære.

Onsdagen begyndte med en udflugt til Hvide Klint, hvor vi igen var aktive med gymnastik-/Qigongøvelser. Vi havde publikum!!!! En flok geder iagttog os på nært hold, og det var helt tydeligt, at en af dem tænkte “hvor holder de sig godt”. Vi sluttede med frokost og en deltagers arbejdsgiver havde doneret meloner, vindruer og snacks til dessert. Tusind tak.

Vægtfordeling på båden
Om eftermiddagen sejlede vi en tur på Arresø – turen gik til Ramløse Havn. Vi skulle først igennem en kunstigt anlagt kanal (udført 1717-1719 af bl.a. svenske krigsfanger). Men inden vi kunne nå ud til Arresø, måtte de af os, der sad i agterstavnen gå ud i forstavnen – og det var ikke pga. vores personlige vægt! Det skyldtes ene og alene, at vi skulle undgå at gå på grund – lad os lige slå det fast.

I Ramløse Havn, hvor Ramløse Sejlklub har til huse, blev vi vist rundt af en ældre, frisk herre på 89 år. Han viste os bl.a. et meget flot billardbord, som var blevet fremstillet i 1933, og som den tidligere statsminister, Thorvald Stauning, havde spillet på.

Vi blev inviteret til at komme og grille næste år, når vi igen tager på træningslejr – blot grillmaden vil være andet end pølser!

Igen god mad på hotellet om aftenen, hvor der blev grinet, leget og sunget. Nogle holddeltagere havde lavet en Matador-quiz (det var ikke ligefrem de nemmeste spørgsmål, vi blev præsenteret for). Var vi blevet tilbudt en bøtte Matador-Mix, så havde vi let klaret det!

Torsdag var hjemrejsedag, og opholdet sluttede med gymnastik-/Qigongøvelser i hotellets store, flotte gårdhave. Men nu var publikum ikke længere geder, men andre af hotellets gæster, som så ud til at hygge sig dels med at kigge på os dels med at lytte til den gode musik, som vores øvelser altid er ledsaget af.

Efter evaluering og meget ros til vores træner, Birgitte Mortensen, for bl.a. tilrettelæggelse af en god træningslejr, blev vi enige om at gentage succesen næste år – forhåbentlig samme sted.

I vores miljøvenlige tider kunne vi tage hjem med alle vores batterier fuldt opladede. Dejlig træningslejr.

DER ER ALTID PLADS TIL ÉN TIL – på vores gymnastikhold (Sønderkærskolen mandage kl. 12.15-13.30).

Af Anette Brandt og Asta Hjelm

Del med:
© 2026 LokaMedia