NYHEDER: DUI Hvidovre har netop fået godkendt et spændende toårigt projekt, der skal give familier i kommunen mulighed for at styrke deres netværk og blive en del af nye fællesskaber. Projektet kulminerer med en fælles familieweekend til Lalandia i Rødby i slutningen af august, fulgt op af fællesspisninger og sociale aktiviteter, der skal fastholde de nye relationer.
Projektet giver 12-16 familier i Hvidovre mulighed for at deltage i en gratis weekendtur til Lalandia. Turen er målrettet familier med hjemmeboende børn under 18 år, og alle udgifter til ophold, aktiviteter og forplejning er dækket af projektet. Familierne skal bo i otte feriehuse, hvor de deler bolig med andre familier for at styrke fællesskabet.
– Vi er utroligt glade for, at projektet nu kan blive til virkelighed. Det handler ikke kun om en ferieoplevelse, men om at skabe fællesskaber og relationer mellem familier, som kan fortsætte længe efter, at turen er slut, siger Gitte Praastrup, forperson i DUI Hvidovre.
Deltagerne skal selv sørge for transport til og fra Lalandia, men ellers er weekenden gratis. For at deltage skal man være medlem af DUI Hvidovre. Medlemskabet koster 200 kroner pr. person eller 600 kroner for en familie i samme husstand.
Der afholdes et informationsmøde om familieweekenden søndag den 21. juni fra 10.30 til 12 i Bibliotekscafeen på Hvidovre Hovedbibliotek. Her kan interesserede familier høre mere om projektet og stille spørgsmål. Ved informationsmødet vil der også være mulighed for at tilmelde sig, og det er først til mølle.
DUI Hvidovre vil i den kommende tid offentliggøre nærmere information om tilmelding og praktiske forhold.
Efter sommerweekenden fortsætter projektet med fællesspisninger og sociale aktiviteter i Hvidovre. Formålet er at fastholde de relationer og fællesskaber, der opstår på turen, og give familierne mulighed for fortsat at mødes i trygge rammer.
Projektet løber over to år, og ambitionen er at skabe varige fællesskaber for børn og voksne i Hvidovre gennem oplevelser, samvær og nye relationer.red