NYHEDER: Hvidovres børn og unge i alderen 3-14 år ligger i den gode ende, når det handler om, hvor stor en andel, der er aktive i organiserede aktivitetsformer, der dækker både folkeoplysende foreninger og kommercielle tilbud.
70 procent af de 3-14-årige i Hvidovre dyrker nemlig organiserede sport- eller fritidsaktiviteter mindst én gang om måneden. På landsplan er 73 procent af børn og unge i gennemsnit aktive, og sammenligner man med nabokommunerne Brøndby (58 pct), København (69 pct) og Rødovre (68 pct), så er en større andel af Hvidovres børn og unge aktive:
– Det er godt at få bekræftet, at vores foreninger m.fl. er gode til at lave tilbud, der appellerer til Hvidovres børn, så de har gode muligheder for at bruge fritiden på at være fysisk aktive sammen med andre børn og unge, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Mikkel Dencker.
Han tilføjer, at der er et politisk fokus på at få opgraderet og udviklet de kommunale idræts- og fritidsfaciliteter, så endnu flere børn og voksne forhåbentlig kan udfolde sig i fremtiden.
Tallene kommer fra en undersøgelse lavet af Syddansk Universitet, der med ”Danmark i bevægelse” har kortlagt danske børns bevægelses- og motionsvaner.
Mens de mest populære organiserede aktiviteter på landsplan er fodbold, gymnastik, svømning, håndbold og spejder/FDF, så tegner der sig et tilsvarende billede i Hvidovre, bortset fra, at dans er mere udbredt og tager pladsen fra håndbold.
Generelt motionsaktivitet
Ser man på, hvor stor en del af børnene i alderen 3-14 år, der er fysisk aktive i mindst 60 minutter om dagen alle ugens syv dage, så er det godt hver fjerde eller 26,6 procent af Hvidovres børn, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. I sammenlignelige hovedstadskommuner ligger motionsaktiviteten på samme niveau, men 29,1 procent af børnene i Region Hovedstaden bevæger sig 60 minutter om dagen.
De mest udbredte idræts- og motionsaktiviteter generelt for børn i Hvidovre er gåture, cykling, svømning, fodbold og løb.
Undersøgelsen fra SDU konkluderer, at forældrenes uddannelsesniveau, indkomst, etniske baggrund, familie- og boligforhold har betydning for, om børnene er aktive. Det har desuden stor betydning, om kommunerne har et stærkt civilsamfund og de rigtige faciliteter.
red