.
ANNONCE

ARBEJDER PÅ FORSKELLIGE BYGGEPROJEKTER

Borgmester ANDERS WOLF FRISDAHL ANDRESEN med svar på indlæg om Parallelvej:
Parallelvej

LÆSERDEBAT: Flere borgere har spurgt til planerne for kommunens ubebyggede grund på Parallelvej 47 – og det forstår jeg godt. Det er en attraktiv byggegrund, og mange er selvfølgelig nysgerrige efter, hvad der skal ske med den.

Vi har gennem en længere periode arbejdet på at få forskellige byggeprojekter realiseret på arealet. Blandt andet har vi undersøgt muligheden for at opføre et botilbud i samarbejde med det almene boligselskab DAB. Der har været en god og konstruktiv dialog om projektet, men det har desværre vist sig, at grunden ikke er velegnet til de behov, der er forbundet med et botilbud. Derfor blev projektet ikke til noget.

Kommunen har derfor været i dialog med flere mulige samarbejdspartnere om udviklingen af grunden. Vi har bl.a. været i kontakt med DAB for at undersøge interessen for at opføre andre typer boliger på arealet. Indtil videre er dialogen dog ikke mundet ud i et konkret projekt.

Som borgmester håber jeg, at vi kan skabe rammerne for seniorboliger på grunden. Placeringen er oplagt, og Hvidovre har brug for flere boligtyper, der passer til borgere, som ønsker at blive boende i kommunen, når børnene er flyttet hjemmefra, og huset bliver for stort. I dag oplever vi desværre, at nogle må flytte til en anden kommune for at finde en bolig, der passer til deres behov.

Der er flere muligheder – fx almene seniorboliger, private seniorboliger eller et seniorbofællesskab. Derfor samarbejder kommunen nu med Seniorrådet for at afdække, hvilke typer seniorboliger, der er størst behov for. Målet er at kunne udbyde grunden med et klart billede af, hvilke boliger Hvidovre mangler, så vi kan tiltrække en udvikler, der vil bygge dem.

Anders Wolf Andresen

borgmester Hvidovre Kommune

 

Del med:
© 2026 LokaMedia