.

Har nedlagt 19 stillinger

Mandag var fyringer i Center for Beskæftigelse og Borgerservice en realitet

NYHEDER: I august blev der informeret om en kæmpe millionbesparelse fra Folketingets side – sidste mandag blev ansatte i Center for Beskæftigelse og Borgerservice på Hvidovre Rådhus prikket på skulderen.

Uroen hos medarbejderne har ifølge avisens kilder været til at føle på den sidste måned, hvor ledelsen varslede afskedigelser. En fyringsrunde, der således blev effektueret med opsigelse af 19 medarbejdere i mandags.

Medarbejder chokeret

– Det er hårdt og brutalt. Vi har gået i uvished i en måned om, man var købt eller solgt – det er ikke i orden, siger en af de berørte medarbejdere, der ønsker at være anonym.

Besparelser er en konsekvens af reformen

Ifølge direktør Tine Larting er fyringsrunden en direkte følge af beskæftigelsesreformen, der blev vedtaget i april 2025. Reformen medfører afbureaukratisering og store besparelser for kommunerne, herunder Hvidovre, der årligt skal spare omkring 10 millioner kroner på beskæftigelsesområdet.

– Vi har gennem længere tid vidst, at kommunen skulle spare et betydeligt beløb, og at besparelsen skulle ske ved reduktion i antallet af medarbejdere, siger Tine Larting og understreger, at alle berørte medarbejdere nu er gjort bekendt med beslutningen.

Processen er forløbet i tæt samarbejde med de relevante fagforeninger, og et enigt CenterMED har besluttet, hvilke kriterier der skulle vægtes i afskedigelsesprocessen. Primært har man set på opgavebortfald, men også på de kompetencer, der skal til for at give borgerne de bedst mulige tilbud fremover.

– Vi har oplevet et godt og værdifuldt samarbejde med de faglige repræsentanter i en svær tid, siger Tine Larting.

Omplacering og fremtidig drift

Nogle medarbejdere er blevet omplaceret internt i kommunen, og der er etableret en strategi for at håndtere situationen og opretholde serviceniveauet. Dog vil centerets drift blive påvirket i de kommende måneder som følge af omlægningen.

– Vi vil gøre alt for at give borgerne gode tilbud og passe godt på medarbejderne, lover direktøren.

Hvad betyder det for borgerne?

Reformen ændrer samarbejdet mellem centret og borgerne, men ambitionen er at opretholde samme serviceniveau som hidtil. Det er primært beskæftigelsesindsatsen, der er berørt, mens Borgerservice og Ydelsesservice ikke forventes at blive direkte påvirket.

– Centeret arbejder på at håndtere eventuel utilfredshed og bekymring blandt medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere, og der er fokus på at sikre en god overgang for de berørte, slutter Tine Larting

Del med:
© 2026 LokaMedia