.

Grønt buskads fældet ved Hvidovrevej

Borgere undrer sig – ejerforeningen afventer beslutning
Det store område med buske foran bygningen er nu ryddet.

NYHEDER: Hele det grønne buskads foran byggeriet på Hvidovrevej 350 ved Rema 1000 – og ned ad Antvorskovvej – er nu klippet helt ned. Flere forbipasserende borgere har henvendt sig til redaktionen og undret sig over synet, som én beskriver som ”noget værre rod”.

– Hvad skal der ske med arealet?, lyder spørgsmålet fra naboer til ejendommen.

Kommunekrav bag rydningen

Forklaringen skal findes hos Hvidovre Kommune. Allerede i august orienterede bestyrelsen i Ejerforeningen E/F Kastaniecentret beboerne i Beboerportalen om, at kommunen havde henstillet til, at hækken mod Hvidovrevej fjernes.

Hækken blev af kommunen betragtet som et gemmested – og dermed som en kilde til de store problemer med rotter på ejendommen. Da bestyrelsen grundet sommerferie ikke nåede at reagere på henstillingen, fulgte et varsel om påbud.
Bestyrelsen indhentede tilbud og satte en gartner til at fjerne hækken. I samme ombæring blev træerne beskåret, da de efter foreningens oplysninger var blevet så store, at de hæmmede udsigten fra lejlighederne.

Området foran bygningen på Antvorskovvej er også klippet helt ned.

Mistanke om brud på kloakledning

REMA Etablering A/S, der står bag ejendommen, bekræfter over for avisen, at buskene er fjernet efter krav fra Hvidovre Kommune.

– Buskene er fjernet efter krav fra Hvidovre Kommune, da de havde mistanke om brud på en kloakledning, skriver udviklingschef Carsten Petersen i et svar til redaktionen.
Han tilføjer, at ejerforeningen endnu ikke har haft lejlighed til at beslutte, hvad der skal ske med arealet fremadrettet.

Uafklaret fremtid

Hverken ejerforeningen eller REMA Etablering kan altså endnu sige, hvordan det nu tomme areal langs Hvidovrevej og Antvorskovvej skal se ud i fremtiden. Bestyrelsen i E/F Kastaniecentret skrev i august, at man efter fjernelsen ville drøfte arealets fremtidige udformning.

For naboerne og de forbipasserende betyder det, at ”rodet” indtil videre bliver stående. Spørgsmålet om ny beplantning – eller en helt anden løsning – afventer stadig et svar.

red

Del med: