.

Fra tilsyn til ministerros

– Gungehusskolen viser vejen
Magnus Heunicke besøgte Gungehusskolen

NYHEDER: For tre år siden kom Gungehusskolen under kvalitetstilsyn på grund af lave prøveresultater. Sidste tirsdag besøgte undervisningsminister Magnus Heunicke skolen for at høre, hvordan lærere og elever har været med til at vende udviklingen, og hvilke erfaringer resten af landet kan lære af.

Gungehusskolen blev tilbage i 2023 udtaget til kvalitetstilsyn blandt andet fordi, elevernes karakterer ved afgangsprøverne i dansk, matematik og naturfag lå i de laveste to år i træk.

Siden da har skolen sat en masse tiltag i værk. Tiltag som f.eks. har bestået i, at en læsevejleder har deltaget i ugentlige dansklektioner for 9. årgang hen over hele skoleåret. Overordnet set har der været fokus på basale færdigheder som retskrivning, kommasætning og læsning af fagtekster. 

– Først og fremmest er det enormt inspirerende og livsbekræftende at se en skole, som vi ved havde problemer med dårlige afgangsprøver i dansk og matematik, hvor man har set sig selv i øjnene og prioriteret midler fra kommunens side. Fra både lærere, konsulenter og ledelsens side har man sat fokus på at styrke fagligheden og styrke elevernes selvværd. Og nu kan vi se, at der er kommet bedre resultater. Så på den måde er det jo en solstrålehistorie, men også en, som ikke bare er kommet af sig selv, lød det fra Magnus Heunicke.

Elever fremhævede to-lærer-ordning

Ministerbesøget startede med dialog med 7. og 9. klasserne, som blandt andet fortalte ministeren om de mange fordele ved at være to lærere i timerne.

Noget som senere blev bekræftet på lærerværelset. Her satte skoleafdelingens udviklingskonsulenter tal på nogle af initiativerne. F.eks. var tilbagemeldingerne fra lærerne. at to-lærerordningen i visse timer kan være med til at gøre en forskel. Vel og mærke hvis det er to fagligt kvalificerede lærere, som er med og ikke blot en ekstra voksen.

Et andet konkret eksempel, som både lærere og elever fortalte om, var, hvordan man har lavet fælles morgenmad inden nogle af de skriftlige eksamener. På den måde skaber man en mere rolig morgen for eleverne, og samtidig giver det også bedre mulighed for at opdage de elever, som af den ene eller anden grund er sent på den til en eksamen.

Elever bad ministeren huske elevinddragelse

Som afslutning på snakken med eleverne spurgte Magnus Heunicke, hvad han skulle tage med tilbage i arbejdet i ministeriet. Til det var der en pige, som lagde vægt på, at elevinddragelse er vigtigt.

Hun fremhævede selv, hvordan de på skolen efter dialog mellem lærere og elever fx for nogle klasser har indført senere mødetid mandag morgen. På den måde får eleverne en ekstra mulighed for at få vendt weekendens døgnrytme, så de kan starte en ny skoleuge mere udhvilede end, hvis skoleklokken ringer ind. kl. 8.

For Magnus Heunicke var turen til Hvidovre det første officielle besøg som undervisningsminister, og han fik masser af inspiration med hjem til arbejdet i ministeriet.

– Det er jo præcis den her vej, vi skal gå. Helt konkret som her, hvor der er sat ind her med to lærere. Flere voksne, så eleverne får mere målrettet og hurtigere hjælp. Så nogle af de værktøjer, man har brugt her, det er nogle af dem, jeg skal sørge for, at de bliver taget i brug andre steder i landet, hvor der virkelig også er behov for det, sluttede ministeren af.

 

Del med:
© 2026 LokaMedia