.

Cirkus bliver fejret med optræden af topartist

På lørdag fejres den internationale cirkusdag på Cirkusmuseet

ARRANGEMENT: På lørdag den 18. april bliver cirkus fejret over hele verden og således også på Cirkusmuseet i Avedørelejren, hvor der venter en helt særlig oplevelse når jongløren David Sosman kigger forbi.

David Sosman er søn af Isabella Enoch, der i dag har Cirkus Trapez og tidligere drev Cirkus Dannebrog med sine søskende. Udover den træning David har fået i manegen har han gået på cirkusskole i Italien, hvor han forfinede sin kunst som jonglør. Han har vundet adskillige internationale priser og laver et show, der vil bjergtage både børn og voksne. David optræder kl. 13.

Inden da kan familien selv træde ind i manegen, når Cirkusmuseet byder på Cirkusleg fra kl. 10.30-12.30, Her kan du selv prøve kræfter med jonglering, trapez og meget andet.

Er du nysgerrig på, hvordan David blev jonglør og hvordan livet som cirkusartist er, kan du få stillet nysgerrigheden, når han fra kl. 11-12 holder foredrag på Cirkusmuseet. Her skal nok komme gode historier fra livet bag manegen, og det slid og de glæder, der er som artist.

I anledning af at Cirkus Baldoni i år kan fejre 25-års jubilæum, åbner museet også en helt ny udstilling denne dag om Baldoni, der i dag er Danmarks 2. største cirkus. Det er et cirkus, der er blevet til ud fra en passion for at lave et cirkus med sin helt egen kant. I udstillingen kan du få den fascinerende historie om cirkusset og se fine kostumer og, ikke mindst, løven Leonardo. På dagen spiller Baldoni også i Hvidovre, hvor du kan opleve dem ved Friheden kl. 14.

Dagen igennem kan du også boltre dig i museets legeunivers eller tage på Cirkusjagt. Museumschef Mikkel Knudsen fortæller:

– Med cirkusdagen er vi med til at sætte fokus på cirkuskunsten. Konkret med åbningen af den nye udstilling om Cirkus Baldoni, men også igennem David Sosmans foredrag. Cirkus skal opleves, og det er en stor glæde, at vi også kan præsentere Davids kunnen i manegen, da han byder på noget ganske særligt.

Der er fri entré til alle aktiviteter på museet. Dagen er arrangeret af Cirkusmuseet i samarbejde med Danske Cirkusvenner.

Del med:
© 2026 LokaMedia