KOMMENTAR: Der er noget galt i Bredalsparken. Beboere, der i årevis fik penge tilbage på varmen, har modtaget efterregninger på 3.000, 6.000, ja helt op til 23.000 kroner. En varslet stigning på 15 procent viste sig at være 40-50 %. Og da beboerne gravede i papirerne, fandt de noget mærkeligt: Deres lejligheder har vokset – på papiret altså: En stuelejlighed på 43 kvdm. er i varmeopgørelsen pludselig 44,05. En lejlighed på 83 er blevet til 85,27. En på 107 er vokset til 111,75.kvdm.
Det er ikke en teknikalitet. Kvadratmetertallene i lejekontrakten er kommunegodkendte via BBR, og netop de tal skal ligge til grund for varmefordelingen. Når de ikke stemmer, betaler nogle beboere for meget og andre for lidt. Så hænger retfærdigheden i fordelingen i en skæv detalje.
Og forklaringen? Cecillie Kramer har spurgt både DAB og Ista flere gange, hvorfor hendes lejlighed er vokset med 1,05 kvadratmeter. Intet svar. Beregningsgrundlaget følger ikke med opgørelsen, mellemregningerne er skjulte, og dermed kan den enkelte beboer hverken gennemskue regnskabet eller klage ordentligt. Mistanken om overfakturering kan være uretfærdig, men den er forståelig, og den kan kun affærdiges ved at komme åbent for dag.
Her ligger et tungt ansvar hos DAB Lejerbo og Ista. DAB afslog at besvare kritikken gennem avisen med henvisning til afdelingsmødet. Ista svarede slet ikke. Det er ikke godt nok.
Et firma, der varetager varmefordelingen for tusindvis af beboere, forpligter sig også til at forklare sig offentligt, når tallene ikke stemmer.
I aften – onsdag – kl. 18.30 i Kometen skal beboerne så ovenikøbet tage stilling til et nyt ejendomskontor til 30,5 millioner kroner, betalt via huslejen. Projektet kan være velbegrundet, de nuværende faciliteter lever åbenbart ikke op til loven. Men timingen kunne ikke være værre: At bede bl.a. pensionister, der netop har fået varmeregninger, de ikke kan betale, om også at godkende en huslejestigning, uden først at rydde op i varmerodet, er at tigge om mistillid, der kan koste begge sager dyrt.
Derfor er opfordringen enkel: Vis beregningerne. Forklar kvadratmeterne. Forklar, hvorfor en radiator, der aldrig har været tændt, alligevel måler forbrug. Hvis tallene holder, er der intet at frygte. Hvis de ikke gør, er det bedre at få det frem i aften end at lade en stor forsamling gå rundt med en voksende fornemmelse af, at nogen tager dem ved næsen.
Beboerne har stillet deres spørgsmål med tålmodighed. I aften skal de have svar.