NYHEDER: Ejerforeningen bag bygningen ved Hvidovrevej 350 er vendt tilbage med oplysninger om det ryddede areal langs Hvidovrevej og på Antvorskovvej. I en mail til redaktionen fortæller bestyrelsen, at der arbejdes aktivt på at få området til at fremstå pænt igen – og at der er lavet illustrationer, der viser, hvordan området kunne komme til at se ud.
Rotter var årsagen
Fjernelsen af det grønne buskads skete, som avisen kunne fortælle i forrige uge efter krav fra Hvidovre Kommune. Kommunen betragtede hækken som et gemmested – og dermed som en kilde til de store rotteproblemer på ejendommen.
– Fjernelsen af buskadset er sket som følge af rotteproblemer i området og efter kommunens anvisninger. Der er efterfølgende også konstateret og fanget flere rotter, lyder det fra bestyrelsen, der fortsat afventer kommunens svar på kloakundersøgelsen, som kommunen mistænkte et brud på, siger Carsten Bo Petersen på vegne af bestyrelsen i E/F Kastanjehaven.
– Vi afventer fortsat kommunens svar, siger bestyrelsen, der allerede har rykket Hvidovre Kommune for en tilbagemelding om kloakundersøgelsen.
Bestyrelsen erkender, at området efter rydningen ikke fremstår, som man ønsker. Derfor overvejer man en gennemgribende oprydning: yderligere rydning, beskæring og retning af kanterne – og eventuelt udlægning af granitskærver eller træflis.
Samtidig kunne de tilbageværende buske få lov at vokse op igen og fremover holdes i en lav og ensartet højde.
Ingen endelig beslutning endnu
Men naboer og forbipasserende, der har irriteret sig over ”rodet”, må vente lidt længere på den endelige løsning.
– Der er endnu ikke truffet nogen endelig beslutning, da vi gerne vil afvente kommunens tilbagemelding og sikre, at løsningen ikke giver anledning til nye rotteproblemer, skriver bestyrelsen.
Målet er dog klart: – Vores ønske er naturligvis at få skabt et pænt, grønt og velholdt område til glæde for både beboerne og de forbipasserende, lyder det fra bestyrelsen i E/F Kastanjehaven, der håber på et hurtigt svar fra kommunen, så arbejdet kan komme i gang.
red