ARRANGEMENT: På fredag den 30. oktober kl. 14.30-17.30 er der lagt op til en (u)hyggelig eftermiddag i Bredalsparkens Butikstorv, når butikkerne inviterer til halloween med underholdning for hele familien.
Kl. 14.30 går ballonklovnen Halloween Hubert på scenen. Han er både sjov, charmerende og en smule skræmmende, og med en pose fuld af balloner og masser af små tricks er han klar til at underholde de fremmødte. Halloween Hubert er tilbage på scenen kl. 16.
Kl. 15.30 er der ildshow med Kasper, som byder på spektakulær ilddans, imponerende tricks og masser af wow-effekt. Han giver endnu en opvisning kl. 17.
Hele eftermiddagen står pigerne fra Sminketeatret klar til at male børnene i ansigtet, og der bliver også uddelt slikposer til børnene.
De mange butikker i Bredalsparken er samtidig klar med (u)hyggelig stemning og gode tilbud, så der er lagt op til en festlig halloweeneftermiddag for både store og små.
red