LÆSERDEBAT: Kære medborgere og kære kommunalbestyrelse – jeg har lavet en lille video på 60 sekunder. Den siger mere end 60.000 ord.
Vi ser ikke et uland, vi ser ikke en nedlagt glemt landsby et fjernt sted hvor den sidste købmand lukkede for mange år siden, vi er i Hvidovre ”Udkants-Hvidovre” – som støder lige op til Bakkeskoven i Brøndby Kommune, som passer og plejer både skov og stier, som også er til stor glæde for Hvidovres borgere, kvit og frit.
Men her stopper idyllen også. Her møder vi SKAMPLETTEN her er uret gået i stå, siden dengang H. K. H. Kong Frederik X var Kronprins og indviede Ringstedbanen 31. maj 2019.
Brøndby Kommune har gjort sit arbejde færdigt med stier helt ned til Holbækmotorvejen Rute 21, her slutter stien brat, her bliver man budt ”velkommen” til SKAMPLETTEN, der ligger så langt væk fra rådhuset, som man næsten kan komme. På rådhuset er der store planer om letbane til Hvidovre, flere S-tog, nye cykelstier og Metro til Hvidovre Hospital.
Imens ligner SKAMPLETTEN sig selv, en sti på 50 meter, som den har gjort i alt for mange år. Eneste ændring er, at de paller, som borgerne af egen drift havde lagt ud for at kunne færdes tørskoet, nu er blevet fjernet. De er blevet erstattet af absolut ingenting – med undtagelse af et hegn og et skilt fra Hvidovre Kommune med teksten: ”Området Er Overvåget”. Men måske rådhuset og kommunalbestyrelsen bare ikke har stillet ind på den kanal?
Retfærdigvis skal det siges, at der for flere år siden blev fjernet to læs jord på Hvidovre-siden, som næsten spærrede indgangen til tunnelen. Derefter gik arbejdet i stå. Helt i stå. Dog har vi da hørt et par enkelte pip om ” det er ikke så enkelt, et specialbygget undervandskamera, opstigende grundvand, knækket drænrør, ekstern rådgivning, en boreprøve.” Alt det siden 2019.
Torsdag den 15. oktober 2026 oplevede jeg igen SKAMPLETTEN, og denne lille video deler jeg nu med hele Hvidovre. Her kunne vi have haft fornøjelsen af noget så simpelt som at gå en tur.
Herude i ”Udkants-Hvidovre” mangler vi bare en sti på 50 meter, indgangen til et kæmpe naturområde, hvor unge, ældre og småbørnsfamilier med barnevogne kan bevæge sig trygt og sikkert uden at kæmpe om pladsen med cyklister, knallerter og el-løbehjul på cykelstien langs Avedøre Havnevej.
De valgte politikere, med borgmesteren for HELE Hvidovre i spidsen (SF) har bare ladet stå til i alt for mange ”Vi må prioritere.” De 60 sekunder er desværre ikke FAKE NEWS, og det er heller ikke en AI-genereret video. Det er virkeligheden fra torsdag den 15. oktober 2026.
Samtidig kan vi læse, at Borgmesteren for HELE Hvidovre skal portrætteres til den nette sum af et par hundrede tusind kroner. Jeg ville have haft en langt bedre mavefornemmelse med min skattebetaling, hvis der reelt var blevet gjort noget ved SKAMPLETTEN for mange år siden. I stedet så vi i Hvidovre Avis, hvordan Borgmesteren for HELE Hvidovre, Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF), mødtes med kunstneren Mie Mørkeberg, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, for at drøfte, og se på skitser hvordan maleriet skal flettes sammen, så det afspejler den tid vi lever i, med symboler og motiver fra Hvidovre. Her må SKAMPLETTEN være selvskrevet på det lærred.
Oplev 50 meter på 60 sekunder.
Brug linket: youtube.com/shorts/kV6o_oUN9-Y?is=K6d_K-QxEPY3oXaY
Venlig hilsen
Povl Erling Mathiasen