LÆSERDEBAT: I en nylig artikel om til- og fraflytning af ægtefælleboligerne på hhv. Krogstenshave og Søvangsgården får man let det indtryk, at Seniorrådet har bakket op om en forringelse, der rammer netop borgere i ægtefælleboliger på plejehjem. Det er vigtigt at præcisere, at dette ikke er tilfældet.
I det høringssvar, der blev afgivet, gav vi dog tværtimod udtryk for bekymring over forslaget og de konsekvenser, det kunne få for beboerne på plejehjemmene. Den bekymring står vi ved.
Kommunen begrunder ændringerne med et ønske om at skabe et hurtigere flow i ældreboligerne, så flere ægtepar kan få adgang til de i alt ni boliger, der er indrettet til netop ægtefæller. Ingen bestrider, at der er mangel på plejeboliger.
Men de nye regler betyder samtidig, at en efterlevende ægtefælle skal fraflytte sit hjem, når partneren dør.
Forvaltningen oplyser, at der vil blive taget individuelle hensyn, tilbudt hjælp til at finde en ny bolig og tilbudt sorgsamtaler. Det ændrer imidlertid ikke ved den grundlæggende konsekvens: Et menneske, der netop har mistet sin ægtefælle, mister også sit hjem.
Samtidig har Hvidovre Kommune pr. 1. juni 2026 afskaffet den hidtidige mulighed for, at ægtepar kunne bo i to individuelle boliger på samme plejehjem. Dermed øges presset på de blot ni ægtefælleboliger yderligere.
Manglen på plejeboliger er ikke ny. Den har været kendt i årevis. Derfor er det et politisk ansvar at forklare, hvorfor løsningen skal være en forringelse, der rammer de mest sårbare borgere.
Hvilket lovgrundlag hviler beslutningen på, og hvordan mener kommunens politikere – og især borgmesteren – at denne beslutning harmonerer med ældrelovens værdier om selvbestemmelse, tryghed, værdighed og nærhed? Og finder kommunens politikere det rimeligt, at mennesker, som netop har mistet deres livsledsager, også skal miste deres hjem?
På vegne af
Seniorrådet
