.

70 ÅR

Peter Willumsen bliver 70 år
Peter Willumsen

NAVNE: På lørdag den 10. oktober kan, Peter Willumsen, Grenhusene, fejre sin 70-års fødselsdag.

Peter flyttede til Hvidovre i 1987, da han fandt sin livsledsager Lis. Tilsammen har Lis og Peter tre børn, fire børnebørn og tre oldebørn, som alle bor indenfor en radius på 5 km, så der er altid godt liv i hjemmet.

Peter har haft en 35-årig lang karriere i KTAS/TDC, hvor han var beskæftiget som Telefonmontør, Fagkoordinator og Serviceleder. En god tid, i et godt firma med en masse gode kollegaer (som er dem der skaber glæden ved at gå på arbejdet).

Peter er i dag, på 11. år, ansat i Københavns kommune som Vejinspektør, hvor han sagsbehandler og fører tilsyn med ”filmoptagelser”. Et spændende arbejde hvor man kommer i kontakt med rigtig mange forskellige mennesker. Peter husker særligt, da Antonio Banderas (Zoro) var i København for at indspille en reklamefilm for sit eget parfumemærke. ”Jagten på den stjålne opskrift på parfumen”, foregik i lækre hurtige biler, motorcykler, på vandski m.m. Det mere jordnære i jobbet er, at få filmbranchens ønsker til afspærring af vejarealer, til at gå op i en højere enhed med andre interessenter såsom borgere og forretningsdrivende.

Peter har i sin fritid spillet fodbold i Husum Boldklub (1. klasses hyggebold) og har gennem en lang årrække også spillet golf, men har desværre måtte lægge begge sportsgrene på hylden. I dag kører han gerne rundt på sin MC (Kawasaki NV900), når vejret tillader det.

Peter har i de sidste godt 10 år været ”Bankoopråber” i forskellige foreninger, senest, og stadigvæk i Støtteforeningen Hvidovre, hvor han også er formand.

Peter elsker, at være med til at arrangere og afholde bankospillene i Støtteforeningen Hvidovre fordi ”hele familien”, Lis, børn og børnebørn er med til at afholde spillene, sammen med andre gode mennesker. Til tider kommer også oldebørnene med og vil give en ”hjælpende hånd”.

Støtteforeningen Hvidovre har siden 2022, samlet og doneret penge til mange gode formål, herunder Hvidovre Hospitals Børne- og Ungdomsafdeling, Hvidovre Hospitals Akutafdeling, Avedøre IF, Ældre sagen, Mødrehjælpen, Rollatorbanden, Café Husk, og mange mange andre.

Donationerne rammer i år 1 million kroner (siden 2022), hvilket bestyrelsen og bankoteamet er svært tilfredse med
Peter fejrer dagen, først med ”bankoteamet”, og senere på dagen/aftenen sammen med familien.

Del med: