.

Valg til Frivillighedsrådet

Udfører din forening socialt arbejde for børn, unge, voksne eller ældre? Så kan I stille op til en plads i rådet, der er med til at fordele midler til frivilligt socialt arbejde i Hvidovre
9. december er der valg til Frivilllighedsrådet.

NYHEDER: Hvert år giver kommunen økonomisk støtte til en lang række projekter og tiltag, der har et socialt fokus.
Det kan være foreninger, som ønsker at skabe aktiviteter for
en særlig målgruppe, fx personer med kronisk sygdom eller
handicap, udsatte børn, unge og familier eller ældre. Det kan
også være en aktivitet, der skal bringe mennesker sammen –
om fællesspisning, kortspil, musik, sport, oplevelser – bare
der er et socialt formål. Pengene kommer fra § 18-puljen, og
Frivillighedsrådet har til opgave at indstille egnede projekter, foreningerne har søgt om penge til. Rådets indstilling bliver behandlet i Ældreudvalget i Kommunalbestyrelsen. Det er
Ældreudvalget, som beslutter, hvilke ansøgninger, der skal
imødekommes.

Meld jer som kandidat…

– I udvalget vil vi gerne støtte både små og store tiltag og projekter inden for frivilligt socialt arbejde – og vi vil meget gerne se ansøgninger, der er målrettet aktiviteter eller tiltag for forskellige aldersgrupper, siger formand for Ældreudvalget Ivan Fogtmann.

– Derfor har vi også en drøm om et bredt sammensat
frivillighedsråd…

Han opfordrer derfor til, at alle foreninger, der udfører eller har planer om at udføre frivilligt socialt arbejde, melder sig som kandidat til en plads i Frivillighedsrådet. Fristen for at melde foreningen ind som kandidat er den 27. november
kl. 12, og selve valget finder sted den 9. december kl. 16-18
i Strungesalen 2 i Kulturhus Risbjerggaard. Alle foreninger,
der udfører frivilligt socialt arbejde, kan møde op med en
repræsentant og stemme til valget til Frivillighedsrådet.

Der skal vælges syv lokale foreninger, og det skal alle være foreninger, som på en eller anden måde udfører frivilligt socialt arbejde. Det kan både være aktiviteter, der fremmer fællesskaber, humanitære tiltag, tilbud inden for sport,
spejderliv, musik eller kunst rettet mod særlige målgrupper.
Det kan også være tilbud eller foreninger, der generelt har fokus på bestemte patient- eller aldersgrupper.

På hvidovre.dk kan du læse mere om kriterierne for at stille op til Frivillighedsrådet og om, hvordan I tilmelder jeres forening som kandidat.

§ 18-puljen til frivilligt socialt arbejde er på 1 mio. kroner
om året, og Frivillighedsrådet mødes typisk i maj og november for at behandle de ansøgninger, der er kommet fra foreninger, der søger om støtte.

Møderne i Frivillighedsrådet varer typisk tre timer.

De foreninger, der opstiller kandidater til Frivillighedsrådet, kan allerede nu forberede sig på, at der skal sættes et kryds i kalenderen, hvis foreningen bliver valgt ind.

Den 16. december kl. 18-19 er der nemlig dialogmøde med
det afgående frivillighedsråd, det nye frivillighedsråd og
Ældreudvalget.

Del med: