ARRANGEMENT: Søndag den 6. september bliver en helt særlig dag i Hvidovre og på Vestegnen. Her fejrer man nemlig trolden Bakketop Trines 10-års jubilæum.
Bakketop Trine har siden træskulpturen blev bygget af kunstneren Thomas Dambo tilbage i 2016 været udflugtsmål for mange familier.
På Naturens Dag søndag den 6. september er alle inviteret med, når trolden Trine, fylder rundt. Dagen starter når Naturcenter Quark i Hvidovre åbner kl. 10.00 med aktiviteter for hele familien, og kl. 12.30 serveres der kage.
Bakketop Trine sidder ved Naturcenter Quark her i Hvidovre og kigger udover Avedøresletten og er en del af det populære værk ”De seks glemte kæmper”. Troldene blev bygget i Vestegnens grønne områder for at få flere mennesker til at opdage naturen lige uden for deres dør.
På Naturens Dag holder Naturcenter Quark åbent med masser af gratis aktiviteter for børn og deres familier. Her kan man fange smådyr i søen og lave bål med spejderne og selvfølgelig være med til at fejre jubilæet for Bakketop Trine.
Samtidig vil der være aktiviteter ved alle seks trolde i værket “De seks glemte kæmper”, så dagen bliver en oplagt anledning til at tage på troldejagt rundt på Vestegnen.
Der er stadig mulighed for at deltage i skattejagten frem til den 6. september 2026 og være med i konkurrencen om billetter til ARKEN. Man kan se mere på kommunens hjemmeside.